Musik Uden Vejviser

 

‘Musik Uden Vejviser’ er en podcastserie med historier fra mennesker, som har fundet sin egen vej gennem musikkens verden. ROSA og SPOT sætter – med støtte fra Magasin – fokus på entreprenørskab, drømme og ambitioner med et særligt fokus på de kvindelige sangskrivere og tonekunstnere.

Med serien ‘Musik Uden Vejviser’ ønsker vi at bakke op om de mange kunstneriske talenter, Danmark råder over i musikkens verden gennem samtaler med vores vært, Carsten Holm.

Lyt med til ‘Musik Uden Vejviser’ på

EP. 001: Jens Uhre Karlsson

Dette er historien om Jens, der egentlig bare skulle opdatere et Facebook-opslag for sin lillebror i et band. I dag er han manager for bandet, der er et af landets travleste inden for den tunge heavy metal genre. Bandet hedder Baest, og transformationen fra at blive spurgt om råd til bandets sociale medier til at forhandle pladekontrakter med et af verdens største pladeselskaber er sket på ganske få år – næsten få måneder.

EP. 003: Signe Tobiasen

I de sidste par år har Signe Tobiasen spillet Danmark og store dele af Europa tyndt som bassist i Nelson Can. Trioen har haft nydt godt af en succes, der bunder i mangeårigt dedikeret arbejde for at opnå den – og de første spæde skridt blev trådt på Odder-egnen, da Signe var 13 år. I dag arbejder den 28-årige musiker ud fra København, hvor hun studerer og er dybt engageret i frivilligt arbejde hos Universitetsradioen.

EP. 005: Anna Brønsted

For lidt mere end ti år siden startede Anna Brønsted sit soloprojekt Our Broken Garden. På det tidspunkt havde hun spillet rundt omkring i Europa med bandet Efterklang, inden kultpladeselskabet Bella Union udsendte de to plader med Our Broken Garden. Anna er en stærk artist med et fast blik rettet mod kunsten. Det er ikke alle, der kan forstå, hvordan hun kan leve som musiker, men ligegyldig hvilket arbejde man kaster sig over, har det sin pris.

EP. 007: Sofie Nielsen

Musikeren Tone ligger et sted i grøften ved landevejen med en kniv i hjertet og forbløder. Sofie Nielsen har sagt farvel til den artist, som hun lancerede sig selv som efter, at hun forlod efterskolen. Tone var et eventyr og en spændende rejse, der også til sidst sled Sofie op, så hun endte grå og gennemsigtig. Efter en tænkepause har hun valgt enkelte musikprojekter til, men ladet det store kulturelle entreprenørskab ligge stille. I dag har hun kastet sig over at investere – som selvlært aktiehandler.

EP. 009: Kathrine Stockholm

Musikeren Katrine Stochholm var en stor del af Aarhus-bandet Under Byen, indtil det lille musikalske kollektiv gik hvert til sit. Herefter prøvede hun kræfter med gartner-erhvervet for at stimulere en anden drift – havearbejdet. Men selvom de grønne fingre blev brugt til fulde, følte hun sig med tiden alene. Gartnersprog er ikke en musikers sprog. Katrine fortæller reflekterende om sin tur ind og ud af musikkens verden. Hvordan musik kan blive for meget, lysten til at prøve noget andet og om at komme ekstra ydmyg tilbage til sit udgangspunkt: at kreere musik og toner og sætte lyd til sine følelser.

EP. 002: Le Gammeltoft

Le Gammeltoft arbejder bedst med modstand og med udsigten til at kunne vende og dreje en situation. Hun keder sig ofte efter 30 sekunder, men virker til at være havnet på den rigtige hylde som CEO for Heartbeats – et kulturmedie der via radio, podcasts og artikler vender flere forskelige aspekter af kulturen, musikken og livsstilen. Hun har på sin vej dertil både arbejdet som journalist, tv-vært, radiopromoter og DJ.

EP. 004: Maria Malmø

28-årige Maria Malmø er professionel musiker. Det vil sige, at hun lever af at lave musik med MALMØ, som korsanger med Lars Lilholt Band og som musiker i en række andre projekter. Hun rejser en del med sin musik, og hun har sig selv med på alle rejserne. At have sig selv med er det vigtigste for Maria Malmø. Hun fravalgte bl.a. at forfølge drømmen om at være skuespiller, for dér skal man spille en anden.

EP. 006: Marie Højlund

Marie bliver ofte mødt med en nærmest undrende sætning: ’Du har vel nok mange bolde i luften’. Selv ser hun ikke alle boldene som en udfordring, men som en naturlig del af hendes hverdag. I løbet af 2018 og 2019 har hun været dybt involveret i bandet Nephew med alt, hvad der hører til af indspilning af plade og efterfølgende turneer. Samtidig er hun underviser, kaster sig ud i lydinstallationer og skriver sin egen musik i samme bevægelse, som hun agerer familiemor.

EP. 008: Lydmor

Jenny Rossander optræder under navnet Lydmor og er blandt venner, familie og fans bl.a. kendt for at være lidt til den ekstreme side. Hun optræder hudløst ærligt, ofte lige til grænsen og hun indgår i projekter med hud, hår og hele sin sjæl. Omkostningstungt måske – men i Jenny Rossanders verden er det et spørgsmål om tillid, læring og om at bruge alle de erfaringer, hun har fået undervejs.