I 2021 opstod et helt nyt begreb: Musikalske Besøgsvenner. Gennem året vil 100 danskere og deres besøgsvenner få musik præsenteret helt hjemme i bopælens kendte og trygge ramme. Borgeren selv og dennes besøgsven – på 1. række til en intim musikalsk oplevelse med en dygtig dansk komponist/musiker.

Det er ROSA, der har stået for og udviklet det nye initiativ. De enkelte koncerter fastlægges i samarbejde med bl.a. Røde Kors’ og Ældre Sagens besøgstjenester, og har som mål at nå ud til de borgere, der oftest ikke er i stand til at benytte kulturens vanlige scener.