NORDIC SPOT foregår i Frederikshavn 1. september. og byder på et musikprogram med etablerede kunstnere fra Norden, talks og masser af tid til networking.

Vi er gode naboer og bor lige op ad hinanden. Alligevel er der ikke det store samarbejde på musikkens område de nordiske broderlande imellem, og i forsøget på at ændre lidt på det, søsættes et nyt initiativ 1. september.

NORDIC SPOT hedder projektet, og med Musikkens Hus i Frederikshavn som mødested (med daglige færger fra og til både Sverige og Norge) inviteres nu til fælles-nordisk møde for nordiske musikere og det nordiske musikliv.

Nordiske musikere/bands, bookingbureauer, spillesteder, musikhuse, foreninger  m.v. inviteres til arrangementet, der dels har som formål at forbedre de internordiske turnémuligheder for etablerede kunstnere, samt at skabe en fælles platform for nordiske musikaktører, hvor de kan møde nye partnere og skabe nye samarbejder på tværs af grænser, udveksle erfaringer og blive inspireret til nye tiltag.

Programmet vil både se på hvordan man aktiverer lokale samarbejdspartnere, hvad man kan bruge nordiske samarbejder til, samt på spillestedsudvikling, nye koncertformater og publikumstiltrækning. Det sker via nordiske/internationale oplægsholdere.

Desuden er der showcase-optrædener med nordiske orkestre som Ester Brohus, Mikael K., Jens Lysdal, Kolonien (SE) m.fl. Og så er der masser af tid til internordisk networking.

NORDIC SPOT arrangeres af ROSA og SPOT i samarbejde med  Musikkens Hus i Frederikshavn

Yderligere information:
MC Hansen
ROSA / SPOT
Mail: mchansen@rosa.org