top of page

Andet år med BauSongs:
“Den stærkeste lektie for mig var at stole på processen”

19. sep. 2023

For andet år i træk har sangskrivercampen BauSongs samlet danske og tyske sangskrivere til fem intense og inspirerende dage i Berlin. Med sit fokus på proces frem for produkt har campen skabt grobund for nye projekter og spirende musikalske fællesskaber.

BauSongs-campen, som løb af stablen for første gang i 2022, bygger på den danske højskoletradition om at bo og arbejde helt tæt sammen. Campens tre undervisere Kaspar Kaae (CODY og filmkomponist), Michael Møller (moi Caprice og The Mountain) og Greta Schenk (GRETA) har alle enten undervist eller været meget i højskoleverdenen, og de har derfor også erfaring med at arbejde procesorienteret frem for kun at fokusere på resultatet. De erfaringer blev sidste år starten på BauSongs.


I år blev BauSongs afviklet i slutningen af august, og det var endnu engang studierne hos Bauteil 3 i den historiske, tidligere lufthavn, Tempelhof, der dannede rammerne for campen. Der blev i alt skabt 24 kompositioner/skitser, og derudover har årets deltagere også udviklet sig både musikalsk og personligt. Det musikalske samarbejde mellem Danmark og Tyskland har også fået lov til at spire, og campen har bidraget til at skabe nye samarbejdspartnere og venskaber på tværs af grænserne 


Intense dage med musikalske ‘benspænd’ 

I løbet af de fem dage arbejdede deltagerne med sangskrivning på forskellige, nye og anderledes måder. Dagene startede typisk med en introduktion og undervisning, hvorefter deltagerne blev stillet en opgave ud fra forskellige benspænd. Det indebar blandt andet at lave ”music that makes your body move”. For flere af deltagerne var disse ‘benspænd’ med til at udfordre deres vante måde at arbejde på: 


De udfordringer, vi blev stillet, var rigtig gode til at få os ud af vores åbenlyse mønstre. Især når man er vant til at arbejde på en bestemt måde, fortæller en af deltagerne. 


Dagene sluttede typisk med en lyttesession, hvor alle hørte hinandens sange og gav feedback. Flere af deltagerne fortæller, at niveauet var højt, og at man derfor blev motiveret til at arbejde hårdt med sin egen sangskrivning: 


– Det var krævende og hårdt arbejde, men også virkelig lærerigt og inspirerende. Det lykkedes at skabe det rigtige miljø for positiv konkurrence og motiverende feedback.


Til trods for snerten af konkurrence, var deltagerne gode til at løfte hinanden op og komme med konstruktiv og ærlig feedback: 


– Man ville gerne følge med resten af gruppen, for alle var rigtig gode. Dog var alle også super generøse og forsigtige med deres kommentarer, men selvfølgelig stadig ærlige.


At stole på processen 

På BauSongs-campen er det primære formål ikke at lave færdige, kommercielle produkter, men i stedet at være i processen og udforske det skabende og kreative rum. For flere af deltagerne har det været et vigtigt element af campen. 


– Jeg synes, at det giver mig meget at snakke om processer i musikken. Man kan altid lave en sang, men det med faktisk at tænke over, hvordan man gør det, synes jeg, er mega vigtigt og spændende. 


Processen flød dog ikke altid lige nemt i løbet af de fem dage. Deltagerne startede fra bunden hver dag og skulle forsøge at skabe en sang inden for dagens specifikke benspænd og tidsramme. Det bød både på frustration og tidspres, men også på nye arbejdsmetoder og vigtig læring. 


– En dag havde jeg en særligt udfordrende session, og det kan være interessant, når man er vred og frustreret. For når man så rent faktisk kommer igennem det, er man både ydmyg og taknemmelig. Så den stærkeste lektie for mig var at stole på processen og at lære at gå igennem tingene i blinde nogle gange.


Mødet mellem kulturer og genrer

Det var ikke kun deltagernes individuelle og personlige måde at arbejde på, der blev udfordret og udviklet i løbet af campens fem dage. Deres evne til at samarbejde og rumme hinandens kulturelle og musikalske forskelligheder blev også udforsket. 

En deltager pointerer vigtigheden i at kunne anerkende og give plads til hinandens idéer i en kreativ proces: 


– Alle havde forskellige stilarter og ideer. Nogle gange måtte man tage et skridt tilbage, fordi vi var nødt til at samarbejde. Og det er også en god evne at have. Du er der ikke altid for at tvinge dine egne idéer frem. Nogle gange er du der for at facilitere en andens idé. Det er også musik.


Sammensmeltningen af de forskellige kulturer og genrer viste sig også at resultere i nogle helt særlige musikalske kompositioner: 


– Det kunne være udfordrende at finde en fælles middelvej, da vi alle var meget forskellige. Men når det lykkedes, var det noget ganske særligt. Jeg hørte en masse dragende, specielle og usædvanlige sange i den mest positive forstand. 


Nye musikalske fællesskaber 

Som på ægte højskolemanér boede deltagerne tæt sammen på et hostel i Berlin. Det betød, at deltagerne hurtigt blev tætte og fik en følelse af fællesskab, der også gavnede sangskrivningen. 


– Man begyndte at kende de andre deltagere på et mere personligt plan og langsomt opbyggede det en anden slags energi med større fortrolighed. Tingene begyndte at flyde på en anden måde, og det tror jeg, at kunsten og musikken kan nyde godt af. 


For mange af deltagerne blev fællesskabet så stærkt i løbet af campens fem dage, at der hurtigt blev lavet aftaler om at besøge hinanden og skabe musik sammen på den anden side af campen. På blot fem dage er kanalen mellem Danmark og Tyskland i den grad blevet åbnet, og der er udsigt til nye relationer og musikalske fællesskaber mellem de to nabolande. 


4.png
bottom of page