top of page

Her er de 8 nye artister til SOLO 2024

Frederik Rixen

15. jan. 2024

Otte professionelle musikere og sangskrivere er nu blevet udvalgt til at være en del af SOLO-projektet i 2024. De otte artister er blevet udvalgt af et eksternt fagudvalg ud fra 198 dygtige ansøgere.


Her kan du læse mere om de 8 nye SOLO artister:


Tim Alvin

Tim Alvin Boström er forsanger og guitarist i det aarhusianske rockband The Boy That Got Away, som blev dannet i 2011. Bandet har siden udgivet tre fuldlængde albums, varmet op for navne som Dizzy Mizz Lizzy, Rival Sons og AC/DC og spillet flere hundrede koncerter. Tim Alvin er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og har siden sin barndom brugt musikken og sangskrivningen til at udtrykke og mærke sig selv. Med sin personlige erfaring med livets op- og nedture er Tim en inspirerende musikalsk fortæller - hvad enten det er i koncertformat eller til sine foredrag, der har fokus på et liv med diagnoser og psykisk sårbarhed. 

Tim Alvin

Charlotte-Amalie 

Til trods for at være et nyt navn på den danske musikscene, har Charlotte-Amalie allerede gjort sig bemærket for sin cinematiske popmusik og dragende tekster. I 2023 har hun blandt andet spillet support for Søren Huss på nogle af landets mest anerkendte spillesteder. Med udgangspunkt i sine egne erfaringer med ensomhed, depression og håb for fremtiden, inviterer Charlotte-Amalie lytteren ind i et rum for sårbarhed og fordybelse. Til sine koncerter oplever hun ofte, at sangene rammer noget i publikum og inspirerer dem til at åbne op om livets udfordringer.


Charlotte-Amalie. Foto: Teis Harrington

ELBA 

ELBA er med sin stærke vokal og personlige tekster godt på vej til at blive en af de næste store artister på den danske popscene. Bag kunstnernavnet står Ellen Bathum, og de seneste år har hun både lukket Countdown-scenen på Roskilde Festival og modtaget stor ros og omtale i medier som GAFFA og P3. På det aktuelle debutalbum “Teardrops & Blind Spots” tager ELBA emner som stress, sexisme og jalousi op i en række inderlige og energiske indiepop-sange, der ifølge vært på P3, Ena Cosovic, “hænger ved og giver gåsehud”. Flere af sangene fra albummet ligger allerede på en række store, danske playlister på Spotify.


ELBA. Foto: Sebastian Vistisen Toft

Junior Brown

Dansk-jamaicanske Junior Brown har de seneste år skabt et musikalsk univers med udgangspunkt i sin unikke livshistorie, der starter i de rå gader i Kingston på Jamaica. Her blev han fundet i gaden af den lokale sherif og blev senere adopteret til Danmark. På en rejse tilbage til Jamaica faldt de musikalske brikker på plads, og det blev starten på Junior Browns univers, der blander elementer af pop, soul, trap og gospel. Snart ser hans første EP, `Hvem er jeg søn af?´, dagens lys, og den fortæller en historie om at føle sig anderledes og fanget mellem forskellige kulturer.


Junior Brown

Mirja Klippel 

Den finske singer-songwriter Mirja Klippel forbinder personlige erfaringer med sin store stemme og inderlige klang i et levende og stemningsfuldt univers. Med en pris for Årets Sangskriver ved Danish Music Award Folk i bagagen, har hun de seneste seks år spillet over 450 koncerter rundt omkring i Europa. Med sin musik inviterer Mirja Klippel publikum med ind i et trygt og intimt rum, og hun brænder for at skabe en fælles følelse af nærvær til sine koncerter. Baseret på sine egne erfaringer med svære ungdomsår skriver hun stærke og ærlige tekster om de svære temaer i livet.


Mirja Klippel. Foto: Kim Wendt

MoonBee

Bag kunstnernavnet MoonBee står Gry Colding, som siden 2018 har lavet popmusik, der behandler emner som queerness, selvkærlighed og (køns)identitet. Med rødder i Vestjylland, hvor der var langt mellem queer forbilleder og kvindelige musikere, har MoonBee brugt musikken som et frirum med plads til udfoldelse. Debutpladen Expanding Infinity fra 2023 er ligeledes et værk, der handler om at frigøre sig fra samfundets kasser og fokusere på selvkærlighed. Til SOLO-koncerterne med MoonBee, vil musikken skabe et rum, som de unge kan se sig selv i.


MoonBee. Foto: Frederik Borg

Oscar Mukherjee

Oscar Mukherjee, der til dagligt spiller i indie/folk/rock bandet The Mukherjee Developement, er vokset op i Californien i en dansk/indisk familie og flyttede til Danmark som teenager. Siden han var 14 år gammel, har Oskar Mukherjee spillet solistkoncerter med udgangspunkt i den amerikanske singer-songwriter tradition. De seneste to år har han spillet mere end 100 koncerter med sit band, som har fået stor ros og omtale i flere medier og radiokanaler. Oscar Mukherjee skriver sange om hengivenhed, søgen efter identitet og mening og kærlighed til det 21 århundrede. Til SOLO-koncerter kan man forvente en nærværende og helstøbt musikalsk oplevelse.


Oscar Mukherjee. Foto: Morten Fog.

Nøx

Nøx laver dansksproget rapmusik om alt fra kringlet kærlig og trust issues til smerte og eufori. Med en hård opdragelse og en kærlighed til hiphop i rygsækken har hun skabt et musikalsk univers med ærlige tekster og plads til dybe samtaler. Nøx har netop udgivet albummet Pynt, som hun har været på danmarkstour med – en tour dedikeret til den type af unge, som hun selv har været i mange år. Gennem de seneste 10 år har Nøx undervist og arbejdet med unge i forskellige sammenhænge. Hun lægger stor vægt på fællesskabet omkring musikken, og SOLO-koncerterne med Nøx vil byde på ærlige fortællinger og en nærværende rap-performance.


NØX. Foto: Ukendt Media

4.png
bottom of page