top of page

International forsker-interesse for Musikalske Besøgsvenner

20. okt. 2022

– Vi vil gerne fortælle, hvordan det forbedrer vores allesammens liv at vide, at vi ikke bliver afskåret fra kulturen, selv om vi bliver ældre. Hvordan skabes et liv, der er værd at leve – hvordan lever vi et liv, hvor der både gives og tages, og som har en mening sent i livet? Dette projekt (Musikalske Besøgsvenner, red.) går direkte ind i hjertet af det spørgsmål.

Ordene kom fra canadiske Susan Braedley, lektor, School of Social Work, ved Carleton University i Ottowa, da hun og to internationale forskerkolleger i sidste uge mødtes på VEGA med Nanna Schneidermann, lektor ved Aarhus Universitets Afdeling for Antropologi.


Baggrunden er den omtale Musikalske Besøgsvenner har skabt – projektet, hvor musikere spiller koncerter helt hjemme i stuen hos borgere, der ikke selv kan komme til kulturens scener.


Det intime koncertformat har vakt forskernes interesse, fordi de er i gang med et syv år langt forskningprojekt med titlen 'Imagining Age-Friendly Communities within Communities'. Her besøger den canadisk fundede forsker-gruppe byer i Canada, Australien, New Zealand, Taiwan, Norge og altså Danmark for at høre nærmere om aldersvenlige initiativer – i hensigten om at dele viden og idèer – og skabe forbindelser på tværs af landegrænser.


Og hvem bedre til at fortælle om Musikalske Besøgsvenner end antropologerne ved Aarhus Universitet, hvor Nanna Schneidermann og to af hendes kolleger har fulgt projektet helt fra start – og som i øvrigt i nærmeste fremtid udgiver en rapport om erfaringerne om projektets første del:


Det gælder intimkoncerters effekt på såvel modtagere som udøvere, projektets mange nye samarbejdsrelationer og de perspektiver projektet giver.


Meget forskning omkring det at blive ældre fokuserer udelukkende på helbred, skrøbelighed, uformåen, funktionsnedsættelse – og at sikre sig at folk bibeholder deres aktiviteter, sagde Susan Braedley efterfølgende.


– Men vi fokuserer på det at blive ældre som, “A life worth living”. For nogle gange rammes vi af funktionsnedsættelse – det er uundgåeligt – det sker for os alle på et eller andet tidspunkt. Er vi så fiaskoer, når det sker? Nej, selvfølgelig ikke.


– Så det første, der interesserede mig, da jeg hørte om dette projekt, er overvejelserne omkring hvad der skabes samfundsmæssigt, når det gælder intime koncerter mellem ældre mennesker og musikere. Hvad det betyder for musikere, som måske får en udbygning af deres karriere og indtægtsmuligheder. Og hvordan det er for den ældre – som måske har handicap eller hvis muligheder er udfordret på anden måde – at være vært for en musiker, sagde Braedley.


– Jeg synes, det er virkelig brugbar information – og noget andet jeg synes er interessant og gerne vil høre mere om er partnerskaberne, der er involveret. Vi har spillesteder som VEGA, som vi besøger i dag. Vi har ROSA, vi har forskningen, vi har organiseringen med de frivillige osv. Det er en meget interessant sammensat gruppe, der gør dette muligt, og hvor stats- og regionsstøtte har hjulpet til med at lime denne samling meget forskellige partnere sammen. For mig virker det som en rigtig god måde at bruge offentlige midler på, og det bliver rigtigt spændende at se, hvilke udviklinger disse nye forbindelser vil føre med sig, sagde Braedley.


Kenneth Thordal på musikalsk besøg hos Lis i Søborg. Foto: Susanne Franzen

Nanna Schneidermann (øverst t.v.) fra Aarhus Universitets Afdeling for Antropologi ved siden af Hannah Rønhovde fra Universitetet i Bergen og nederst (t.v.) canadiske Susan Braedley fra Carleton University i Ottowa sammen med Stinne Glasdam, Health Sciences Centre, Universitetet i Lund, Sverige

4.png
bottom of page