top of page

Kunst & Kultur i Balance klar med nyt uddannelsesforløb for øvede

13. okt. 2023

Kunst & Kultur i Balance er nu klar med næste aktivitet i kulturlivets tjeneste. Denne gang står den på et uddannelsesforløb for øvede, som vil blive afviklet som heldagsseminarer i Aarhus og København i slutningen af november med en opsamlende onlinesession i december

Det nye uddannelsesforløb er næste skridt i retningen mod et mere inkluderende og mangfoldigt kulturliv. Forløbet bygger videre på de tidligere forløb og workshops og henvender sig derfor til de øvede, som allerede har taget hul på deres forandringsrejse. 


Det nye uddannelsesforløb tager springet fra teori til praksis, og denne gang er der fokus på processer og arbejdsgange. Deltagerne får muligheden for at opkvalificere deres viden og få konkrete værktøjer til, hvordan man tænker inklusion og mangfoldighed ind i kulturlivets arbejdsprocesser. 


Uddannelsesforløbet bliver faciliteret af in futurum, som også har styret slagets gang ved de tidligere workshops og uddannelsesforløb i 2023. 


Ny viden og netværk 

For at deltage i det nye uddannelsesforløb skal man have deltaget i et af Kunst & Kultur i Balances tidligere forløb i 2021, 2022 eller 2023. Man kan også deltage, hvis man har været med til workshop i september 2023. 


Ved de seneste workshops fik deltagerne mulighed for at diskutere og reflektere over de normer, privilegier og biases, der præger kulturlivet i dag. For de fleste gav de to workshops nye indsigter og inspiration til, hvordan man skaber et mere inkluderende og repræsentativt kulturliv: 


– “Noget af det, jeg tager med mig fra workshoppen i dag, er at blive ved med at udfordre mine egne biases. Det er også at invitere mennesker, som ikke ligner mig selv, ind i planlægningsrum og processer,” fortæller koordinator hos Muskelsvindfonden, Stephie Anne Dürr Jakobsen.



 Udover at give deltagerne ny viden og en forståelse for kulturlivets udfordringer, har de tidligere arrangementer også budt på muligheden for at skabe et netværk og fællesskab på tværs af organisationer og kunstformer:


– “Man får et netværk, hvor vi sammen kan løfte i flok,” fortæller Stephie Anne Dürr Jakobsen efter workshoppen i Aarhus. 


Ifølge Moussa Mchangama er netværk og fællesskab en essentiel del af arbejdet med at skabe forandring i kulturlivet: 


– “Forandringsprocesser kræver kontinuitet, tålmodighed, netværk og fællesskab. Derfor er det at samle forskellige aktører fra forskellige steder en fuldstændig afgørende del af det her arbejde.” 


Ligesom ved de seneste workshops kommer Kunst og Kultur i Balances nye uddannelsesforløb til at foregå i fysiske rammer, så der også denne gang er mulighed for at netværke og skabe et fælles rum for idé- og erfaringsudveksling. Forløbet bliver afsluttet med en fælles online opsummering på zoom i december. 


Du kan læse mere på KKIBs hjemmeside https://kkib.org/aktiviteter og tilmelde dig her https://bit.ly/3M0p3Rz. Det er gratis at deltage, men der er et no-show-fee på 300 kr. 

Forløbet har begrænsede pladser, der fordeles efter først-til-mølle princippet. 


Hvis du har spørgsmål eller gerne vil skrives på venteliste så kontakt KKIB på info@kkib.org 


Datoer:  

Mandag den 27. november, 10-15: Aarhus (inkl. frokostpause på 45 min) 

Onsdag den 29. november, 10-15: København (inkl. frokostpause på 45 min)

Tirsdag den 12. december: 10-12: Online opsamling 


4.png
bottom of page