top of page

Musikhjælp Scenesetup er klar til endnu en festivalsæson

1. nov. 2024

Efter det første år med Musikhjælp Scenesetup åbner vi nu for ansøgninger til festivalsæsonen 2025. Hør blandt andet fra flere af de vækstlagsfestivaler, der var med det første år, fortælle om deres oplevelser og motivation for at holde festival.

Med lange udsigter til festivalstemning og musik under åben himmel – uanset sol eller skybrud – ser vi tilbage på første år med Musikhjælp Scenesetup, der i år har støttet 23 vækstlagsfestivaler. Ikke mindst ser vi nu også frem mod endnu en festivalsæson i 2025, hvor Tuborgfondets og ROSAs initiativ Musikhjælp Scenesetup fortsætter. 


Som en hjælpende hånd, kan vækstlagsfestivaler i hele landet igen ansøge om at få tildelt et fuldt produktionssetup bestående af scene, lyd, lys samt scene- og lydteknikere til deres festival og at deltage i opkvalificerende workshops i foråret 2025.


Initiativ har det formål at give upcoming musikere de bedste forudsætninger for at spille live samt at styrke kommende og nuværende vækstlagsfestivaler.


Ansøgningsrunden er åben fra 1. november indtil ansøgningsfristen 15. december kl. 23.59. Læs mere og ansøg via www.scenesetup.dk 


Se i videoen her, hvordan det så ud i 2024:


Rundt i hele landet

I løbet af det første år har Musikhjælp Scenesetup afholdt to workshops for festivalarrangører og været rundt i hele landet – fra Maribo og Tisvilde til Holstebro og Sæby – på både mere etablerede og helt nyopstartede festivaler. Se alle festivalerne, der har fået tildelt Musikhjælp Scenesetup i 2024 her.


I august 2024 var det første gang, at Sæby Festival løb af stablen på en gammel slagterigrund midt i Sæby.


– Det er støtten, der har gjort, at vi kunne etablere festivalen. Fordi vi fik en scene, så turde vi faktisk godt at kaste os ud i det, og fordi vi ikke selv skulle have noget teknisk snilde, fortæller Nana Hyllested, der er en af arrangørerne bag Sæby Festival.


I september rullede Musikhjælp Scenesetup ind på September Sounds i Horsens, hvor støtten har givet mulighed for at få kulturen tættere på. 


– Vi er mange mennesker (i Horsens, red.), men ofte tager man til Aarhus for at opleve noget fedt. At vi så kan samle det her i Horsens og faktisk selv få stablet noget fedt på benene, det betyder sindssygt meget, fortæller Iben Kjærgaard fra foreningen Dynamik, som er medarrangør af festivalen.


En scene til lokale upcoming bands

De mindre festivaler er typisk dér, hvor mange musikere har deres første oplevelser med at spille live, og festivalerne er derfor også et vigtigt led i den talentudvikling, Tuborgfondet og ROSA ønsker at styrke. 


Selvom ingen af festivalerne er ens og præsenterer mange forskellige genrer, har de alle ønsket om at give upcoming musikere en platform til fælles.


I Grenaa har støtten fra Musikhjælp Scenesetup både givet festivalen NOSE NOISE mulighed for at udleve drømmen om to scener og at give plads til flere optrædende og publikum. 


– Der er ikke så meget musikmiljø herude, og vi vil virkelig gerne give alle de bands, der er her, en mulighed for at få et sted at spille. Samtidig med at vi har nogle hovednavne, der trækker publikum, så får alle de små lokale bands også mulighed for at opleve et større publikum og spille på nogle af de store scener, fortæller Sofie Fredenslund, der er en af arrangørerne bag festivalen.


Et ønske som folkene bag Sæby Festival også deler.


– Da scenen rullede ind, havde vi hænderne over hovedet og var helt begejstrede. Det er jo den, der gør, at det her bliver et tilløbsstykke, og at kunstnerne har et sted at stå og performe. Så det er vi sindssygt taknemmelige for, fortæller Nana Hyllested fra Sæby Festival. 


Kort over vækstlagsfestivaler

Som en del af Musikhjælp Scenesetup er ROSA ved at kortlægge vækstlagsfestivaler inden for rytmisk musik. Formålet er at skabe synlighed og give aktører i musiklivet et værktøj til at navigere i det store festivallandskab. 


Kortlægningen er udformet som et digitalt, interaktivt danmarkskort, som er  tilgængeligt for alle. Her kan eksempelvis upcoming musikere finde frem til festivaler ud fra genrer og datoer og hurtigt finde oplysninger på hver enkelt festivals bookingansvarlige. 


Læs mere og se kortet her. 


Ansøgningsfrist 

Ansøgningsfristen til Musikhjælp Scenesetup er 15. december kl. 23.59. 

Herefter vil et eksternt fagudvalg tage stilling til ansøgningerne. Ansøgere kan forvente svar i slut-januar.


Læs mere om Musikhjælp Scenesetup og ansøg på www.scenesetup.dk


Musikhjælp Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som består en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har fået støtte fra Tuborgfondet til at drive indsatsen. 


Musikhjælp Scenesetup-pakken indeholder:



4.png
bottom of page