top of page

NEUSTART - en ikke længere helt ny start på dansk-tysk musiksamarbejde

18. sep. 2023

Projektet NEUSTART har kørt i snart år to og nærmer sig så småt sin afslutning. Det har været et samarbejde mellem danske musikorganisationer om at få bedre forbindelser syd for grænsen. 

Det hele startede kort før 2022 med et dansk statsbesøg i Berlin, hvor  Kronprins Frederik fik en kold øl med direktøren for Musicboard Berlin på spillestedet Festsaal Kreuzberg. Daværende kulturminister Ane Halsboe bød på vegne af genreorganisationerne, MXD og den danske ambassade i Berlin velkommen til en ny samarbejdsform om musik: et dansk-tysk samarbejde om residencies, videndeling, netværksarrangementer og koncerter. 


Hvad har vi så lært om Tyskland de seneste to år? Hvad har været højdepunkter fra 2023? Det kan du læse i fire gode råd til dig, der gerne vil noget med musik i Tyskland.


Råd nummer 1: Skab lokale partnerskaber

Uanset om du arbejder alene som kunstner eller som del af en organisation, lønner det sig at opbygge enkelte udvalgte relationer over længere tid. Tyskland er stort. 84 millioner mennesker fordelt på 16 delstater og mange store byer, og erfaringen fra NEUSTART er, at det bedst betaler sig at fokusere lokalt, dér hvor ens miljø befinder sig frem for at sprede sin energi for tyndt. Sådan kan du bedst lære et netværk at kende, og øvrige engagementer kan brede sig. 


Partnerskaber kan både være mellem organisationer som i eksemplerne herunder, men er du kunstner eller arbejder du alene, kan det kan også være den rette strategi: Udvælg dem, du deler interesse med – vis, at du er villig til at investere tid og midler i et samarbejde, og hold ved.      


Art Music Denmark og Initiative Neue Musik

Art Music Denmark har for andet år i streg lagt stor vægt på et samarbejde med Initiative Neue Musik i Berlin. Danske komponister og kunstnere har fået direkte rådgivning lokalt fra Berlin om, hvordan de bedst kan komme ind i de rette miljøer og videre med deres karrierer i Tyskland. 


En studietur med danske komponister og ensemblerledere med tyske kollegaer gik igen i 2023 til Month of Contemporary Music i Berlin, hvor de fik en solid introduktion til lokale miljøer for ny musik og lydkunst og mulighed for at lære folk at kende. 


I år er også et tre-dages-residency mellem dansk- og tysk-bosatte kunstnere kommet i stand på Akademie der Künste i samarbejde med Initiative Neue Musik. Her har de udvalgte deltagere arbejdet med klima og bæredygtighed i kunsten. Arbejdet blev for nylig præsenteret i Berlin på konferencen Time to Listen, på Kulturmødet Mors og på Struer Tracks. 


Future Female Sounds og Berlin Clubcommission

Igennem hele 2022 har den danske ambassade i Berlin med NEUSTART-midler i ryggen støttet den danske organisation Future Female Sounds i at afholde DJ-workshops for kvinder og kønsminoriteter i Berlin. Sidste udgave af deres meget populære workshop blev afholdt hos den centrale interesseorganisation Berlin Clubcommission, som er ansvarlig for bl.a. at fordele offentlige kulturmidler til sine mere end 250 medlemsorganisationer. Workshoppen kulminerede med en Future Female Sounds-klubaften på Tresor – en techno-klub med en central og historisk rolle i Berlin. 


Råd nummer 2: Invitér tyskerne på besøg

Mængden af tyske besøg til Danmark i 2023 fortæller måske lidt om, hvor stor en prioritet det er for genreorganisationerne og MXD at vise dansk musik frem i dets hjemlige element. At showcase danske bands på de store branchefestivaler i Tyskland er en god mulighed, men det kan også risikere at drukne lidt i canadiske, islandske eller svenske bands, der er blevet tilbudt samme mulighed. Det kan derfor også give mening at invitere udvalgte tyske branchefolk en tur herop. Også hvis du er en mindre aktør uden en organisation i ryggen, kan det måske være værdifuldt for dig at invitere en udvalgt samarbejdspartner på besøg. 


I 2023 har NEUSTART-organisationerne haft delegationer fra Tyskland på besøg i forbindelse med:


  • Nordic Folk Alliance (Tempi)

  • Folk Baltica (Tempi)

  • Netværksmøde for danske komponister med Initiative Neue Musik (AMDK)

  • SPOT Festival (Tempi, ROSA, JazzDanmark)

  • Tysk handelsmission til København (MXD, ROSA)

  • Besøgsprogrammer til Aarhus og Copenhagen Jazz festivaler (JazzDanmark)

  • Danish Music Awards blues (ROSA)

  • Struer Tracks (AMDK)

  • Tønder Festival (Tempi)

  • Kulturmødet Mors (AMDK)


Desuden kan danske kunstnere og aktører forvente tysk selskab resten af året. ROSA afholder i september sangskrivnings-campen On Track i samarbejde med Aarhus Calling. JazzDanmark inviterer i efteråret til temamøde om det tyske marked i samarbejde med Deutsche Jazzunion.


Også til Resonator Festival i Odense inviterer Tempi til branchedag med en af Tysklands førende sync-eksperter, og i december afsluttes NEUSTART-samarbejdet med en temadag på den tyske ambassade i København.


Råd nummer 3: Radio er vigtig i Tyskland

Da Art Music Denmark sidste år afholdt netværksmøde for danske komponister i Musikhuset København, lagde den tyske musikprofessor Holger Schulze betydelig vægt på, hvor afgørende radio er for tyskerne. De lytter mere til det og lader sig påvirke af, hvad både store og mindre kanaler spiller. Netop radio har også MXD i år prioriteret særligt højt, efter det sidste år lykkedes at få en live-session med Lydmor i stand på Radio Eins. 


I år har MXD fundet en anden stærk partner i Berlins FluxFM, som i oktober vil være vært for en live-transmitteret, storstilet dansk showcase-aften kurateret af MXD, ROSA og Tempi. 


Tempi havde også radio højt på dagsordenen, da de fik det danske band Víík showcaset på Rudolstadt festival – Europas største festival for roots- og folkemusik. Festivalen var samtidig vært for European Broadcasting Union, som udgjorde en massiv tilstedeværelse af europæiske nationale radiokanaler, herunder også DR P2, som foruden tyske kanaler optog koncerten.


Også mindre net-radiokanaler og community-radio spiller en væsentlig rolle i Tyskland, fx Berlins Refuge Worldwide, som tidligere på året havde besøg af Future Female Sounds’ direktør, Tia Korpe, og deres lokale instruktør i Berlin til en times samtale og DJ-set. 


Hvis du er på vej til Tyskland på turné eller lignende, vil vi derfor stærkt anbefale dig at finde redaktioner og radiojournalister hos både større og mindre kanaler og se, om de kan finde plads og interesse i sendefladen.  


Råd nummer 4: Lav musik sammen med lokale musikere

En rigtig god indgang for musikere til det tyske musikliv er at lave musik sammen med nogen, der er til stede i Tyskland. At deltage på produktioner og optræde med lokalt baserede kollegaer skaber relation til publikum og branche. Det har NEUSTART-samarbejdet forsøgt at få til at ske, bl.a. når ROSA nu for anden gang afholder sangskrivningscampen BauSongs i Berlin i samarbejde med Tempi og lokalt bosatte sangskrivere. Danske og tyske deltagere mødes i et intensivt, højskoleinspireret forløb, hvor de arbejder sammen om at skrive ny musik. Håbet er at sangskriverne får lyst til at fortsætte arbejdet sammen efter campens afslutning.     


JazzDanmark orkestrerede for nylig, at det københavnske kollektiv ILK under Cologne Jazzweek var vært for en af scenerne og bl.a. havde impro-sessions med tyske musikere. Også Tempi bragte under Folk Baltica i foråret Justine Hald Boesen og tyske Gerri Christiansen sammen om at komponere årets festivalsang. 


NEUSTART-samarbejdet har på bl.a. disse måder kunnet gøre en del. Er du musiker eller arbejder med musik og gerne vil igennem til Tyskland, er dette et af vores bedste råd: Find nogen i Tyskland, som har adgang til det miljø, der er interessant for dig, og lav et kreativt samarbejde med dem. På den måde bliver du blåstemplet lokalt, og publikum får en stærkere indgang til at lære dig at kende.


Alt i alt:


…er der sikkert meget mere at sige om, hvordan du bedst kan blive en del af Tysklands musikliv. Skulle du have lyst til netop det, er du velkommen til at kontakte neustart@artmusicdenmark.org, som kan sende dig videre til den rette medarbejder i genreorganisationerne til en snak om, hvilken vej du kan gå. Hold også øje med arrangementer på neustartmusik.org og på vores instagram.


Og hvorfor skulle du have lyst til det? Fordi Tyskland er verdens tredje- til fjerdestørste marked for musik (lidt afhængigt af hvem, der tæller). Der er miljøer og scener for alle genrer og en livlig kulturdebat, hvor musik spiller en stor rolle i aktuelle emner. Musik er vigtigt for tyskerne. Samtidig er det som naboland nemt og klimaansvarligt at rejse til hyppigt og bevare relationer og tilstedeværelse. 


Men har tyskerne ikke nok i tysk musik? Gider de overhovedet lytte til danske kunstnere? Ja, det gider de godt. Man skal huske, at Tyskland ligger midt i Europa og grænser op til adskillige andre sprog- og kulturområder. De har en høj indvandring og er vant til indflydelse udefra. Og så er de særligt positive over for Skandinavien og Danmarks kreativitet og frihed i at blande og udvikle genrer.


På vegne af genreorganisationerne Art Music Denmark, ROSA, Tempi og JazzDanmark samt MXD og den danske ambassade i Berlin ønsker vi dig god fornøjelse med dit eventyr syd for grænsen.

4.png
bottom of page