top of page

Stor interesse for showcase koncerter på den danske pavillon under OL i Paris

28. feb. 2024

For tre uger siden sendte ROSA og VisitDenmark et Open Call ud til danske artister om at spille showcase koncerter på den danske pavillon i Paris under OL 2024. Pavillonen er centralt placeret i Paris og er åben i perioden d. 26. juli - 11. august. De udvalgte artister spiller hver især tre dage i træk.

Ansøgningsrunden er nu afsluttet, og 112 artister har ansøgt om at komme med. Platformen henvender sig især til artister med et internationalt format, der har potentiale til eller historik med det franske musikmarked. Ifølge direktør for Music Export Denmark, Thomas Rohde, er Frankrig nemlig et oplagt, men også udfordrende marked at komme ind på for danske artister.


“Det giver rigtig god mening at orientere sig mod det franske musikmarked, da der er et stort uudnyttet potentiale her. Der er en håndfuld danske artister, som har haft succes i Frankrig i årenes løb, men der burde være langt flere. Når det er sagt, så har markedet dog heller ikke været nemt at komme ind på. Domestic repertoire (fransk musik, red.) har domineret i Frankrig, længe før at det i dag er blevet en tendens på stort set alle andre europæiske markeder. Det bliver spændende at se, hvad de danske kunstnere kan få med hjem fra deres showcases i Den Danske Pavillon”. 


Om den store interesse for initiativet og for ROSAs samarbejde med VisitDenmark, fortæller ROSAs direktør, Conny Jørgensen:

 

“Vi er superglade for, at så mange kompetente musikere har søgt om at spille på Den Danske Pavillon i hjertet af Paris til sommer. Samarbejdet med VisitDenmark og Le Bicolore/Den danske Ambassade giver os en helt unik mulighed for at eksponere dansk musiklivs store potentiale for et fransk og internationalt publikum gennem knap to uger under et globalt event som OL. Jeg ser frem til, at fagudvalget har udvalgt de deltagende artister og til den fortsatte planlægning af initiativet.”


Læs mere om hele projektet her


Om fagudvalget

Et eksternt fagudvalg gennemgår nu ansøgningerne og udvælger artisterne, som offentliggøres medio marts. Fagudvalget består af repræsentanter fra VisitDenmark, Le Bicolore/Den Danske Ambassade i Paris og den danske musiker Dennis Ahlgren, der er udpeget af ROSA. 

Den danske pavillon i Paris

I løbet af 17 OL-dage vil besøgende fra hele verden kunne opleve det bedste fra Danmark i den danske pavillon ved Danmarkshuset i Paris og i den danske kirke, Frederikskirken. Programmet med udstillinger, aktiviteter og events kan opleves fra den 26. juli til den 11. august og er åbent for publikum i tidsrummet 11.00-22.00. Programmet har fokus på livskvalitet, danske idéer og færdigheder samt bæredygtige løsninger i forhold til den globale kamp mod klimaforandringer, dalende sundhed og trivsel mv. VisitDenmark står sammen med Erhvervsministeriet i spidsen for fremstødet, der blandt andet støttes af den filantropiske forening Realdania.

4.png
bottom of page