top of page

Vækstlagsfestivaler i Danmark samles i ny kortlægning

28. jun. 2024

Det danske festivallandskab står i fuldt flor, og rundt om i landet ser flere nye vækstlagsfestivaler dagens lys. Nu bliver de danske vækstlagsfestivaler samlet og synliggjort i et nyt, interaktivt danmarkskort, som foreløbigt rummer 51 festivaler.

I alle afkroge af landet opstår der jævnligt nye festivaler og initiativer drevet af lokale kulturiværksættere, foreninger og andre kulturaktører. Festivaler, der ofte har et stort fokus på vækstlaget inden for musikken, og som derfor kan spille en vigtig rolle i mange upcoming musikeres første skridt i karrieren.


Som en del af Tuborgfondets og ROSAs projekt Musikhjælp Scenesetup, der har til formål at styrke både vækstlagsfestivaler og upcoming musikere, er vi ved at kortlægge de festivaler i Danmark, der overvejende præsenterer musik inden for vækstlaget. 


Formålet er at skabe synlighed og give aktører i musiklivet et værktøj til at navigere i det store festivallandskab. Kortlægningen er udformet som et digitalt, interaktivt danmarkskort, som er  tilgængeligt for alle. Her kan eksempelvis upcoming musikere finde frem til festivaler ud fra genrer og datoer og hurtigt finde oplysninger på hver enkelt festivals bookingansvarlige.


Tilgå danmarkskortet her.


Et dynamisk danmarkskort

Danmarkskortet rummer lige nu 51 festivaler, men da festivallandskabet hele tiden ændrer sig, og nye festivaler opstår, er idéen at skabe et dynamisk danmarkskort, som løbende opdateres. Denne del varetager ROSA. 


Vi har i skrivende stund kendskab til langt flere, som vi løbende er ved at indsamle informationer fra. Som en del af kortlægningen indsamler vi også svar fra samtlige kommuner og regionale spillesteder ud fra deres kendskab til deres respektive lokalområde.


Udfyld dette skema for at få tilføjet jeres festival til danmarkskortet.


Demokratisk engagement

Mange vækstlagsfestivaler drives af unge kulturentreprenører rundt om i Danmark. I organisationen Ung Kult (Ungdommens Kulturelle Platform) arbejder man for at støtte op om og skabe bedre vilkår for unge kulturskabere i alderen 15-30 år. Heriblandt netop lokale aktører og foreninger, der afholder vækstlagsfestivaler. 


For Ung Kult er målet at inspirere og styrke unge til at udfolde kulturelle projekter gennem sparring, faglig udvikling og fællesskab og at gøre en forskel for både kulturskabere og kulturbrugere. Og at fastholde det store engagement, som Ung Kult oplever i høj grad eksisterer blandt ungemiljøer i store dele af landet. 


"Vores oplevelse er, at der faktisk sker ret meget ude i miljøerne, og at der er flere bevægelser i gang rundt omkring," fortæller sekretariatschef i Ung Kult, Zina Maria Roed Nielsen og supplerer:


"Vi oplever, at der er flere, der er bevidste om og interesserer sig for det lokaldemokratiske engagement blandt de unge. Det er kommet lidt bag på os. Der er en fed demokratisk dannelse i at blive klar over, at det at lave kultur og bidrage med noget også er at ændre på sit lokalsamfund, og at man bliver en handlekraftig borger. Det kan give øget selvtillid og mod til at tage del i samfundet, når man kan se, at det man gør og sætter i søen, faktisk betyder noget."


Vigtigt med synlighed og opbakning

Et særligt fokus for Ung Kult er landdistrikterne.


"Vi synes, det er megavigtigt, at der er en bred palette af muligheder i et lokalmiljø for at favne alle mulige unge, så de kan se sig selv som en del af et fællesskab, som favner deres interesser. Sportens verden har godt fat mange steder, men det er for eksempel ikke altid i samme grad oplagt at lave koncerter eller events eller være kunstinteresseret," fortæller Zina Maria Roed Nielsen.


Ifølge Zina Maria Roed Nielsen og Ung Kult har lokal og national opmærksomhed og opbakning stor betydning for unges frivillige engagement og muligheder


"Men det er dog afgørende og vigtigt, at der bliver støttet op omkring de her initiativer, og at der er nogen, der kan række ud og give en hånd. Det kan være noget så simpelt som et lokale, hvor man kan mødes. Det kan være sparring eller økonomisk støtte til at afvikle arrangementer. Små beløb kan virkelig få ting til at ske, og når man lægger energi og midler ind i noget, som de unge selv forvalter, så giver det bare pote." 


Læs mere om Ung Kult på www.ungkult.dk.


Om Musikhjælp Scenesetup:

Med Musikhjælp Scenesetup kan festivaler i hele landet ansøge om at få tildelt et fuld produktionssetup med scene, lyd, lys og teknikere. I år har Tuborgfondet og ROSA tildelt setuppet til 23 festivaler og afholdt workshops med fokus på vidensdeling og netværk på tværs af festivalerne. Læs mere på www.scenesetup.dk.




4.png
bottom of page