Det var ikke ligefrem uden komplikationer, da workshop-ugen i Buenos Aires med nordiske musikere og kolleger fra Argentina og Uruguay skulle have sin konklusion søndag aften. Som finale på en hel uges Días Nórdicos-aktiviteter i den argentinske hovedstad.

Af Henrik Friis

Først måtte den udskydes på grund af den udsatte fodboldkamp mellem Buenos Aires-klubberne Boca Juniors og River Plate. For selv om den efter tilskueroptøjer var flyttet til Madrid, ville ingen arrangører med respekt for sig selv sætte en koncert op i samme opmærksomhedsslugende tidsrum. Det ville være rent selvmål.

Og så kom regnen: I et sådant omfang at denne planlagte store open air-koncert måtte flyttes indenfor i en af salene i Centro Cultural Recoletas store kompleks. Med yderligere forsinkelse.

Tålmodighed
Men man må rose Días Nórdicos-publikummet for deres tålmodighed. Der var stadig flere hundrede unge Buenos Aires-borgere, der trodsede den monsun-lignende regn såvel som det sene tidspunkt og drog til koncert med et musikalsk samarbejde ingen på forhånd anede indholdet af. Eller som kan genopleves.

Vi startede i eksperimenternes land, hvor Birdpeoples tre ålandske musikere smeltede sammen med argentinske Rosario Bléfani i et nummer, der bevægede sig hen over smukke tågede højsletter og lyde af dyr og naturfornemmelse lavet på violin, guitar og electronics og med argentinerens smukke hymneagtige nynnen på toppen – inden voldsommere kræfter overtog kompositionen der endte i som en elektrisk storm med Bléfanis stemme som håbet i kaos. Altså ikke en decideret komposition – snarere en ramme for improvisation bygget op med tæt øjenkontakt og musikalsk kommunikation på scenen. Og med flot modtagelse fra salen af det siddende publikum.

Med finske The Hearing (Ringa Manner) og sangeren Dani Umpi fra Uruguay kom vi ind i en mere regelret sangskrivning, men stadig af den eksperimenterende slags. Ringa laver nok elektronisk pop, men af den snurrige, forunderlige art – og fremfører den med stærk lys sang. Men her med Dani Umpis markante falsetsang og humoristiske ”roller” undervejs blev resultatet mere udefinerbart og opmærksomhedskrævende – i fem numre der både rummede balladen og det mere kraftfulde.

Med Færøske Hulda (Rannvá Helenudottir) og den argentinske multiinstrumentalist Mariana Michi fik musikken endnu et nøk opad på ”underholdningsskalaen”. De tos match har bare fungeret godt fra 1. sekund i workshoppen – først i en formation med Peter Wangel i den vokale forgrund og Birdpeoples Jakob Lavonius på guitar. Siden i en smægtende latin-smagende duet mellem Rannvá og Mariana (nu på smældende bas i stedet for guitar), hvor de tos stemmer bare lød som musikalsk slægtskab tværs over Atlanten. Med argentinske Miloo Moyas ekvilibristiske human beatbox-rytmik som piskende drive. Tilsammen en musikalsk smittefare, så publikum blev hængende selv om en ny studie/arbejdsdag truede.

Og så fik grønlandske Da Bartali Crew rollen som showstopper – en rolle de har udført helt kompetent hele Días Nórdicos-turneén igennem. Her først med Milo Moyas mund-percussion og grove vokal. Og derefter med Peter Wangel i front på to fællesnumre, hvor disse første skitser tyder på, at der er mere i hente fra denne dansk-grønlandske konstellation med Wangels dybe vokal og Da Bartali Crews tunge synthgroove som stærkt, mørkt match. Mariana Michi tilsluttede sig også grønlænderne i et nummer, der viser at den unge argentiner også har dramatiske kort på hånden, hvis det skulle være…

Og det skal det forhåbentlig: Alle konstellationer – under kyndig musikalske projektledelse af musikeren og produceren Axel Krygier – har ikke bare udtrykt glæde ved samarbejdet, men også lyst og vilje til at holde kontakten ved lige. Både på tværs af Atlanten, men også de nordiske navne imellem.

På den måde kan man vist ikke ønske sig meget mere af musikalske møder som dette – var konklusionen mens tilskuerne vandrede ud i et Buenos Aires, som igen var blevet mere normal: Tørt – og fri af fodbold-vanvidet.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, The Nordics, Instituto Ibero Americano de Finlandia, Nordens Hus på Færøerne og FFT – Den Færøske Sangskriverforening, samt Atlantic Airways.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 arrangeres af ROSA og Zona de Obras i samarbejde med Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland, The Animation Workshop, Centro Cultural Recoleta (AR), Sesc (BR), Difusa Fronteira (BR), Plastilina (PE), og Contrapedal (UY).