Días Nórdicos Latin America 2018: Koncerten i Lima var som et musikalsk forvandlingsbolsje. Nu er der workshop i Buenos Aires.

Tekst og foto: Henrik Friis

De fem nordiske acts, der er med på Días Nórdicos Latin America 2018, har prøvet meget. Men lørdag aften i Lima var alligevel til den specielle side, da danske Peter Wangel, færøske Hulda, finske The Hearing, Birdpeople fra Åland og Da Bartali Crew fra Grønland spillede udendørs-koncert i den peruvianske hovedstad.

Der var ikke bare positiv modtagelse fra tilskuerne på det flot fyldte udendørsområde foran Centro Cultural de España – musikken blev også akkompagneret ind imellem af papegøjeflokkes markante kalden. Og til tider også af flertonehorn som ”bifald” fra chaufførerne i de biler, der holdt lige uden for kulturcentrets område…

 

Lima var første stop på en tur, der ellers rammer Argentina, Uruguay og Brasilien i de kommende par uger, og afklarede, at det er en alsidig musikalsk collage, der er med på turen:

Peter Wangel med materiale fra den helt nye musik han har skrevet i sin nye rolle som solist – hvor han blot har den semiakustiske guitar som akkompagnement til den markante, mørke, klippefaste og rolige stemme og de personlige tekster.

 

 

Finske The Hearing (Ringa Manner) også med nye numre – men her i den melodiske elektroniske verden, hvor synthbeats og uptempo-numre veksler med eftertænksomhed og det mere hymne-agtige – med sange som ”Jello” om at være midt i en brydningstid. Den titel passer vist meget godt til manges verdensfornemmelse pt.

 

 

 

Hulda – med det borgerlige navn Rannvá Helenudottir – havde ligefrem debut som solist i Lima, bortset fra en privat forpremiere for inviterede venner og bekendte i Torshavn i sidste uge. Her i Perus hovedstad viste hun fra start, at hun ikke skal sættes i bås, men nyder at sprede sig fra drama-samplede, mørke kor over rendyrket elektropop til eurobeat og disco – og med blålysende trommestikker som gjorde sig godt i det begyndende mørke.

 

 

Markant farveskifte
Mens aftenen også var krydret med to lokale peruvianske acts, alternative Budapest og singersongwriteren Luis Luz’ band, så skiftede kuløren markant, da trioen Birdpeople fra Åland slog den konsekvent eksperimentelle tone an. Med elektronisk noise, store synthflader eller hidsige momenter, hvor ordet band virkelig kom til sin ret. Med Amanda Blomqvist på piskende trommer, Cecilia Wickström på synths/electronics og Jakob Lavonius som sangeren og guitaristen, der bedst trives i indestængt rastløshed.

 

 

Inden Da Bartali Crew så lukkede forestillingen for den stadig betragtelige tilskuerflok med musik der både trak fra house og hiphop krydret med Hans-Ole Amossens vokal, der tydeligt trækker på den grønlandske sangtradition. Og som altså igen trak aftenen i en hélt anden musikalsk retning – fra smukt og roligt melankolsk tusmørke til massiv elektronisk puls, som fik peruvianerne til at småhoppe i takt i aftenmørket.

Alle musikerne uden undtagelse blev kontaktet efter deres optræden af lokale, som gerne ville spørge til musikken – og blive fotograferet sammen med de nordiske musikere. Finske The Hearings kommentar bagefter til aftenen passede nok til alle de nordiske acts: ”I felt a lot of love out there tonight. The crowd was really warm and supportive”.

Blandt tilskuerne var Walter genganger fra sidste Días Nórdicos-besøg i Peru. Selv om han er mest til metal, kan han i det hele taget godt lide den nordiske tone: – Jeg har specielt set frem til at opleve de to kvinder (Hulda og The Hearing, red.). Men Birdpeople var virkelig også en overraskelse. Og programmet er virkelig varieret.

Nicolás og Arantxa kunne godt lide sammensætningen, og fremhævede dels Birdpeoples fremtræden, lyd og stil – og Huldas form for elektronisk pop.

 

Mens Ricardo, Lucia, Luis Ortis de Zevallos og norske Thomas også havde nydt aftenen: Ricardo og Lucia på grund af Birdpeoples elektroniske musik og energi. Og ”wall of sound”. Luis (som var frontperson i bandet Luis Luz) fremhævede aftenens mix af melodi og power. De tre understregede, at Peru er åben over for al slags musik. Mens den peruviansk bosatte og norske fotograf Thomas bare konkluderede: ”Sådan en aften viser bare, at musikken ikke har nogen boundaries – nogen grænser.

 

Når dette skrives er de nordiske musikerne i Buenos Aires i Argentina – og er i gang med det ugelangt workshopforløb med argentinske Rosario Bléfari, Mariana Michi, Miloo Moya og Dani Umpi. Det hele ender i open air-koncert med helt nyt materiale på søndag på Centro Cultural Recoleta. Men forinden bliver der også soloshows med de nordiske navne i Buenos Aires og i Uruguays hovedstad Montevideo.

Lima-arrangementet var i øvrigt fulgt af god forhåndsinteresse fre pressen:

Festival Días Nórdicos Lima 2018

Días Nórdicos llega a Lima

SEGUNDA EDICIÓN DEL FESTIVAL “DÍAS NÓRDICOS” SE REALIZARÁ EN LIMA EN DICIEMBRE

https://vexpresa.pe/2018/11/13/dias-nordicos-en-lima/

http://www.filarmonia.org/post/Festival-Internacional-Dias-Nordicos-regresa-a-Lima.aspx

https://elperuano.pe/noticia-vision-y-creacion-a-traves-dias-nordicos-73372.aspx

https://andina.pe/agencia/noticia-festival-dias-nordicos-a-retorna-al-peru-734471.aspx

Festival Internacional “Días Nórdicos” regresa a Lima

El festival Días Nórdicos llega a Perú con música y cine hecho por mujeres

http://www.enlima.pe/agenda-cultural/conciertos/dias-nordicos-en-lima

 

 

 

 

Días Nórdicos Latinamerica 2018 støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, The Nordics, Instituto Ibero Americano de Finlandia, Nordens Hus på Færøerne og FFT – Den Færøske Sangskriverforening, samt Atlantic Airways.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 arrangeres af ROSA og Zona de Obras i samarbejde med Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland, The Animation Workshop, Centro Cultural Recoleta (AR), Sesc (BR), Difusa Fronteira (BR), Plastilina (PE), og Contrapedal (UY).