Kunst & Kultur i Balance
Det er helt essentielt, at kunst- og kulturlivet er tilgængeligt, trygt og inkluderende for alle. Repræsentation og diversitet er en styrke og en nødvendighed for at afspejle den verden, vi lever i. Der skal være lige adgang til at opleve kunst og kultur med forskellige kunstneriske udtryk og formater.
Kunst & Kultur i Balance (KKIB) er kulturlivets fælles ressource. Krænkende og grænseoverskridende adfærd, magtmisbrug og ubevidste bias er tværgående problemer, som kræver opmærksomhed, perspektiver, vidensdeling – og ikke mindst fælles løsninger og handling.
Kunst & Kultur i Balance er forandringsinitiativ for hele kunst- og kulturlivet. KKIB arbejder med at nedbryde strukturelle barrierer, dele viden og ressourcer og skabe bevidsthed om, hvordan ubevidste bias og privilegier kan anvendes aktivt og positivt i forandringsarbejdet. Med uddannelser, netværksarrangementer og workshops giver KKIB dig værktøjerne til at sige fordommene imod og tage de næste vigtige skridt mod et moderne kulturliv. Og så lytter vi og lærer af hinandens erfaringer undervejs.
Kunst & Kultur i Balance blev initieret af musikorganisationen Art Music Denmark i 2020 som følge af de mange vidnesbyrd om grænseoverskridende adfærd fra kvinder i musikbranchen. Initiativet bredte sig hurtigt til at involvere 31 organisationer på tværs af musik, billedkunst, film, teater, museer og scenekunst.
I 2022-2024 blev KKIB drevet af en styregruppe bestående af Aarhus Filmværksted, Art Music Denmark, Dansk Komponistforening, JazzDanmark, ROSA, Roskilde Festival og Tempi, hvor fokus var på at skabe metoder til at fortsætte, forankre og fremtidssikre initiativet.
Projektejerskabet er fra 2022 lagt hos Tempi. Den daglige projektledelse drives af ROSA og Tempi. Den daglige administration varetages af Art Music Denmark.
Siden opstarten har KKIB uddannet mere end 600 forandringsagenter fra det danske kunst- og kulturliv, udgivet en Argumentationsguide og Vidensmanual til fri afbenyttelse, afholdt netværksarrangementer og workshops samt deltaget i paneldebatter. Alt sammen for at skabe bevidsthed om, hvordan man kan skabe forandringer og for at give vores kollegaer håndgribelige værktøjer til forandringsarbejdet.
I 2024 indgik KKIB i et tættere samarbejde med vores norske søsterorganisation Balansekunst for at skabe rammerne for videns- og erfaringsdeling på tværs af Norden.
I samarbejde med In Futurum har Kunst & Kultur i Balance skabt en lille serie af videoer, der hver adresserer et specifikt tema, og hvilke overvejelser man kan gøre sig for at skabe forandringer.
Læs mere på KKIBs hjemmeside
Kunst & Kultur i Balance er del af Trygt Rum Netværket, der består af 15 organisationer fra musikbranchen med et fælles ønske om at forebygge krænkende adfærd og fremme et hensynsfuldt og professionelt arbejdsmiljø.
Trygt Rum Netværket vil gøre det lettere for alle at navigere trygt og værdigt i en branche, hvor grænsen mellem det professionelle og private ofte flyder sammen.
Trygt Rum Netværket arbejder for at facilitere positive forandringer. Gennem viden og konkrete værktøjer vil netværket skabe bedre betingelser og øget tryghed i musikbranchen. Første skridt har været at give de mennesker, der har været udsat for krænkende adfærd et sted at tale om deres oplevelser. Derfor åbnede netværket i 2023 Trygt Rum telefonlinjen, som du kan læse mere om her. Telefonlinjen varetages af Sex og Samfund og tilbyder gratis og anonym rådgivning om grænseoverskridende adfærd.
Trygt Rum Netværket har udgivet "Handleguide til en respektfuld og professionel arbejdskultur i musikbranchen". Den finder du her.
600
Deltagere
4
Undervisningsforløb
1
Rådgivningstelefon