ROSA-piloter
Vi er nysgerrige på, hvad der sker, når man i fællesskab udvikler og prøver projekter af. Derfor er vores projekter oftest samarbejdsprojekter – fordi vi mener, man kommer længere og lærer mere, når man sammen giver energi til et projekt. ROSA piloter er en paraply for projekter, som vi enten støtter økonomisk, bidrager til med sparring og kuratorisk indhold, eller som er engangsprojekter.
ROSAs vennebog: Derfor spiller jeg musik
Det er mega fedt at spille musik! Musik giver nye venskaber, og man kan udfolde sig kreativt. Men der er desværre en ulighed i, hvem der spiller. Kvinder og kønsminoriteter er underrepræsenteret. Rigtig mange stopper med at spille musik i løbet af teenageårene, og i øjeblikket er vi igang med en stor undersøgelse, der skal afdække hvorfor.
Du kan læse mere om kønsbalancen i musikbranchen i rapporten "Hvorfor er der så få kvinder i musikken" her.
I ROSAs vennebog fortæller 12 inspirerende rollemodeller, hvorfor de elsker at spille musik, og giver gode råd til dig, der måske overvejer at stoppe med musikken.
Du kan læse bogen nedenfor eller åbne den som PDF her.
DMA Blues
Til Danish Music Award Blues – eller DMA Blues – er der blå musik og højt humør, når der hver august uddeles priser til det danske bluesmiljø ved et show i Randers. Der bliver overrakt statuetter til ildsjælene. Dem med de bedste udgivelser. Dem der leverede ekstra gode liveperformances. Og til dem, der gjorde sig særligt bemærket med et nyt eller anderledes perspektiv på bluesmusikken. Alt sammen bundet sammen af musikalske optrædener.
DMA Blues arrangeres af JazzDanmark, ROSA, Tempi, DMF - Dansk Musiker Forbund, Turbinen/Værket i Randers med støtte fra Randers Festuge og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Læs mere om de 13 nominerede til dette års DMA Blues her.
Koncerter på havnen i Aarhus under EM i fodbold 2024
Fire aarhusianske spillesteder Voxhall, Radar, Train og Turkis er gået sammen med ROSA og Aarhus Events om at præsentere koncerter under EM i fodbold 2024 for at markere, at sommeren også står i musikkens tegn – og at kultur og sport spiller sammen.
I juni kunne aarhusianerne opleve energifyldte koncerter med Rigmor, Paak, Total Hip Replacement, Dayyani og Svea S. på Herman Sallings Plads i Aarhus.
Læs mere om samarbejdet og koncerterne på havnen her.
ÆT – vores kulturhistoriske lydspor
“Jo mere du er forbundet til dine rødder, desto mere frihed har du til at vokse”. Sådan siger Yossi Karutchi, der er ophavspersonen bag ÆT. Mange kender sikkert “Jeg gik mig ud en sommerdag” og salmen “Sov Sødt Barnlille”. ÆT klæder sangskatten i nye kompositioner på tværs af kulturer og musiktraditioner og er dermed en mulighed for at opleve vores kulturarv i et anderledes perspektiv.
ÆT stræber efter, at den nyfortolkede musik er genkendelig, og at den samtidig peger mod andre musikalske lydlandskaber. I mødet mellem forskellige musiktraditioner er ÆT et levende eksempel på vigtigheden af mangfoldighed og styrken ved at være i kontakt med sine rødder. Alt sammen i håbet om at skabe dialog mellem mennesker og mellem musikalske udtryk.
I 2024 præsenterede ROSA, i samarbejde med Tempi, ni workshopkoncerter med ÆT på landets efter- og højskoler med ambitionen om at skabe opmærksomhed på vigtigheden af at aktivere vores kulturhistoriske lydspor. ROSA har endvidere støttet ÆT økonomisk.
Læs mere om ÆT her.
# YouCanAlsoBeA Sound Engineer
Aarhus Lydforening (ALF) står bag workshoppen, # YouCanAlsoBeA Sound Engineer, der sætter fokus på, hvad det kræver at være professionel lydtekniker – og hvorfor det er vigtigt, at faget ikke bliver ved med at være begrænset af en skæv kønsbalance.
Workshoppen blev afholdt første gang i 2023, hvor 27 uerfarne og erfarne lydteknikere over tre dage gik i dybden med teori om live-lyd og teknisk udstyr og afsluttede workshoppen med at blive kastet ud på det dybe vand ved at afvikle lyd under en koncert.
Kurset henvender sig primært til kvinder og minoriserede grupper, men er tilgængeligt for alle, der er nysgerrige på at indgå i et fællesskab om videns- og erfaringsdeling og ønsker at blive klogere på lydteknikernes arbejdsfelt.
ROSA har formidlet det til musikbranchen for at skabe synlighed om kursets ambitioner og skævvridningen i dansk musikliv. # YouCanAlsoBeA Sound Engineer er støttet af Tuborg Fondet og ROSA.
Læs mere om workshoppen i den seneste artikel her.
5
Piloter
1
Awardshow
5
Kategorier