SOLO
Musik er for alle. Det er bare ikke alle, der har mulighed for at opleve musikken live. Derfor har ROSA søsat projektet SOLO med målsætningen om at udvikle et koncertformat rettet mod grupper af sårbare unge – unge, som måske nok elsker musik, men som ikke føler sig tilpas i musikkens vanlige liverammer, hvorimod de gerne vil opleve en koncert i små overskuelige fællesskaber.
SOLO: Et nyt koncertformat rettet mod sårbare unge
Siden januar 2023 er professionelle sangskrivere/musikere draget rundt i landet for at give mindre, intime koncerter. SOLO koncerterne skabes i samarbejde med kulturinstitutioner og organisationer, der arbejder direkte med unge og trivsel, og målsætningen er at præsentere op til 100 koncerter hvert år.
SOLO udspringer af erfaringerne fra ROSAs projekt Musikalske Besøgsvenner, hvor musikerne giver koncert helt hjemme i stuen hos udsatte borgere. Men den model fungerer ikke optimalt for de yngre målgrupper. Musik derhjemme bliver for tæt på – flere unge vil til gengæld gerne opleve musikken som del af en mindre gruppe. Bare den er tryg.
I april 2024 var SOLO forbi Opgang2s Ungdomsspor i Aarhus for at afholde en koncert med hiphopartisten Nøx. Nøx optrådte i det kunstneriske værksted, hvor de unge, som normalt ikke tager stor del i det konventionelle musikkulturliv, oplevede en intim koncert i trygge rammer, hvor der var plads til at tage musikken ind på en måde, som passede dem bedst. Blandt koncertdeltagerne sad også 23-årige Sage, som vi interviewede efterfølgende. I interviewet deler Sage sin oplevelse med SOLO-formatet og forklarer, hvilke udfordringer de normalt har med at tage til koncert.
Markant støtte – og overvældende musikerinteresse
SOLO og projektets idé har modtaget betydelig opbakning fra dets start i 2023. Region Midt støtter med 510.000 kr. over tre år, mens TrygFonden og Spar Nord Fonden hver har tildelt en et-årig støtte på 100.000 kr.
Fra musikersiden har interessen også været stor. Overvældende 198 musikere responderede på ROSAs Open Call i november 2023, og efter vores fagudvalgs behandling af ansøgningerne, har ROSA offentliggjort musikerne i januar 2024.
I 2023 opstod særprojektet ‘Asbjørn SOLO’, skabt i samarbejde mellem LMS, ROSA, musikeren Asbjørn og Søstjerneskolen - en dagbehandlingsskole i København. Med et specialudviklet forberedelsesmateriale og et trygt koncertformat, gjorde projektet det muligt for selv de mest sårbare unge at deltage. Asbjørn optrådte på 25 skoler over hele landet for små grupper af elever. Efter koncerterne har Søstjerneskolen, som er specialiseret i at arbejde med elever med autisme og andre kombinationsproblematikker, etableret elevbands og et musikrum som en direkte følge af projektet. Musiker Asbjørn Toftdahl kalder SOLO-projektet ‘'pissenødvendigt'’ og ''den bedste idé nogensinde'', og han ser frem til flere turnéer med SOLO. LMS arbejder allerede på at udvide SOLO i 2024 for at nå endnu flere special- og behandlingsskoler. I forbindelse med samarbejdet har LMS produceret video med Asbjørn.
Du kan læse mere om samarbejdet i LMS' 2023 årsskrift her.
Følgeforskning
Desuden har projektet været følgeforsket af Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, hvor der blev forsket efter ny viden og sammenfald med forskningsresultaterne fra Musikalske Besøgsvenner.
”Hvor vi i Musikalske Besøgsvenner fandt ud af, at det anderledes koncertformat øgede den fysiske og sociale tilgængelighed for mange ældre i risiko for at opleve ensomhed, undersøger forskningen i SOLO på lignende vis tilgængelighed og trivselsfremmende effekter af intimkoncerterne for psykisk sårbare unge. Det skal munde ud i en komparativ undersøgelse af de to koncertformater med et opmærksomt blik på de forskellige målgrupper og sociale kontekster, som koncerterne udspiller sig i”, siger videnskabelig assistent Amalie Bakkær Munk Andersen, ved Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet”.
De spørgsmål forskerne stiller cirkulerer bl.a. om hvilken form for adgang – til musikken, kunstneren og deltagerne imellem – et alternativt format som SOLO muliggør, hvilken kapacitet de eventuelt oplever i mødet med musikken, og hvorvidt koncertoplevelsen kan bidrage til fællesskab og dialog mellem de unge deltagere. Ligesom forskningen vil sætte fokus på de professionelle kompetencer, som musikeren trækker på i mødet med de unge.
Sammenfattende siger ROSAs leder Conny Jørgensen: - Det kan være helt enestående at dele en koncertoplevelse med andre – uanset om man kender dem eller ej. Følelsen sætter sig i kroppen, og for en stund er man del af et større fællesskab. Med SOLOs særlige format ønsker vi at bidrage til, at endnu flere unge kommer i berøring med livemusikken, og de stærke oplevelser, det kan give en.
Den sammenfattende rapport blev udgivet i maj 2024. Rapporten hedder "Trivselsfremmende og adgangsskabende potentialer af hybride koncertformater: En komparativ analyse af Musikalske Besøgsvenner og SOLO" og trækker på den videnskabelige data fra undersøgelsen af Musikalske Besøgsvenner til en komparativ undersøgelse af SOLO. Du kan læse artiklen her, og du kan læse de øvrige tre antropologiske rapporter om Musikalske Besøgsvenner og SOLO her.
Vi har lavet et danmarkskort over alle SOLO-koncerterne i 2023-2025, som du kan se nedenunder. Du kan også klikke her for at se kortet.
Hvis du klikker på Spotify-afspilleren, kan du høre, hvad der blandt andet spilles og er aktuelt på SOLO. Playlisten omfatter sange fra de udvalgte artister, som skal ud og spille i 2024.
49
Samarbejdspartnere
1
Forskerhold
206
Antal koncerter