Tekst og foto: Cecilie Abildgaard

Roxy Jules gav torsdag 27. september koncert på Efterskolen for Scenekunst i Malling. Det var fjerde koncert på bandets E-Tur, der kommer forbi otte efterskoler i hele landet. Turen er især en speciel oplevelse for Julie Runa (sanger/guitarist/komponist), fordi den foregår samtidig med udgivelsen af et nyt album. Hvor Roxy Jules plejer at spille 20 koncerter om året, giver de nu 20 koncerter på en enkelt måned. Og efterskolekoncerterne er en god opvarmning for bandet, der allerede fra næste uge skal på turné med Baby in Vain.

På vej mod efterskolen fortæller Julie om sin tid på Aarhus Efterskole, mens Valentin (guitarist/komponist) tænker tilbage på Skåde Skole i 1988 da vi kører gennem Højbjerg. De er i dag begge bosiddende i København, hvor Valentin er fuldtidsmusiker og Julie laver dokumentarer for DR.

Efterskolen for Scenekunst ligger i den lille provinsby Malling, hvor et par genbrugsbutikker og en biograf præger det let slidte bybillede. De ældste af skolens bygninger er fra 1889 og var oprindelig en landbrugsskole, men blev købt af Efterskolen for Scenekunst i 2012. Der er 82 elever på efterskolen, og skolen har både musiklokaler, indspilningsstudie, kreativt værksted, dansesal – og en teatersal, hvor Roxy Jules i aften skal spille.

Teater- og koncertsalen bliver også kaldt maskinrummet – og udefra giver det god mening. Mest af alt ligner det en garage, der sikkert i sin tid har været brugt til landbrugsmaskiner. Ved indgangen bliver vi mødt af Dan, en lærer på skolen, der kun er med os et kort øjeblik – hans skal nemlig hjem og øve med sit eget band. Vi bliver vist ind i salen, der er fuldstændigt mørklagt: vægge, lofter, gulve, bagtæppe – alt er sort. Her er ikke tale om en gymnastiksal – eller et maskinrum – men et sted der er tiltænkt aftenens formål.

En luksusturné med rugbrødsmadder og plastiktallerkener

Det er vigtigt for Roxy Jules, at skabe en hyggelig stemning for eleverne. Allerede i bilen taler vi om, hvordan det er lykkedes at skaffe stearinlys hver aften indtil videre.  Det skal også vise sig at være tilfældet denne aften. Selvom der er blæst og truende skyer over trækronerne udenfor, skal det være trygt og rart for eleverne herinde.

Valentin har taget sine støvler af og gør klar til lydprøve. Hans slidte gule Fender ser afventende ud i spotlightet. Julie, i sine grønne Hummel high tops, er afslappet men ikke turné-træt. De kalder begge turen for en luksus-turné, hvor fraværet af sene værtshus-nætter betyder, at der er lidt mere overskud. Julie skriver aftenens setliste ned, mens man kan høre en sangtime tage sin afslutning i et tilstødende lokale. Roxy Jules er varme efter tre dages efterskolekoncerter og glæder sig til at komme i gang – ”Hvor er det fedt, man ikke skal vente flere timer efter lydprøven – men bare kan spille med det samme!” siger Julie forventningsfuldt.

Først skal de dog lige have aftensmad. Spisningen foregår i en lille sal i hovedbygningens underetage. Da vi nærmer os, er nogle elever ved at afslutte en bordfodbold-kamp ved indgangen. Kaster man et blik over bordene lægger man straks mærke til kønsfordelingen – der er 17 drenge og 65 piger på efterskolen. Roxy Jules bliver introduceret af Fia, der er den vagthavende lærer på skolen i aften, og eleverne klapper entusiastisk. Det er en tæt lille flok på Efterskolen for Scenekunst, og snakken går lystigt henover aftensmaden, der består af rester og rugbrød. I aften serveres der på plastiktallerkner – noget bandet studser over indtil Fia forklarer: De elever, der skal stå for opvasken, vil så gerne med til koncerten, at de – bare for i aften – har forhandlet sig frem til plastikservice.

Rockkoncert i øjenhøjde

En sidste hånd lægges på lydprøven, scenelyset sættes og stearinlysene tændes. Julie går ud for at skifte tøj og kommer tilbage i sort kjole og glitrende, højhælede støvler. Fem minutter inden koncertstart buldrer det på døren, og så myldrer eleverne ind. De sætter sig helt fremme ved ”scenen” (markeret af to monitors) og ser forventningsfuldt på Julie, der fortæller, at de er nogle af de første der får lov at høre numre fra den nye plade – den udkommer nemlig først i næste uge! Allerede her lyder der applaus fra salen.

Roxy Jules starter koncerten ud med nummeret ”Bridges”, og Valentin, der havde taget plads på gulvet blandt publikum, rejser sig op og slutter til. Nummeret besvares med applaus og hujen fra eleverne. Julie giver sig god tid til at introducere sangene. Det er en koncert i øjenhøjde med eleverne. Hun indleder nummeret ”Restlessness” med at sige, at ”det er sikkert en følelse i kender godt. Når man bare gerne vil have så meget som muligt ud af livet”.  Under nummeret er eleverne tryllebundne: de er stille og opmærksomme, også når Julie taler til dem mellem sange. Hun ser dem i øjnene. Valentin smiler til dem, og bukker da nummeret ”Driving” toner ud. Som Julie fortæller, handler nummeret om ”at føle at livets muligheder strækker sig uendeligt ud foran en”, igen en følelse eleverne nikker genkendende til.

Benbrud, eksploderende stjerner og ekstatisk dansefest

Sangen ”Fractured Bones” har rod i Julies videnskabelige interesse. Jeg tager mig selv i at svæve væk i sangen – og jeg er tydeligvis ikke den eneste i lokalet, der er betaget. ”Straight Lines” er det andet sidste nummer. Valentin går af scenen og Julie griber igen ud efter sin guitar. Da sidste nummer, ”Come Away With Me” introduceres, spørger Valentin (der igen har fået fat om sin gule Fender) om der ikke er nogen, der vil med op og danse? Et rungende ”JA!” lyder fra salen: De næste par minutter giver eleverne fuldt gas, de hopper, klapper og danser. Ekstasen kulminerer i et kæmpe bifald og bønfaldende opfordringer om et ekstra nummer. Julie stråler, tydeligt smigret, og svarer, at de da meget gerne vil spille et mere. De spiller ”When Massive Stars Explode” og publikum mister sammenhængskraften og danser vildt og uhæmmet. Mens Julie synger omkvædet ”I guess we just all wanna love and be loved”, tænker jeg, at her mangler der i hvert fald ikke kærlighed.

Roxy Jules ramte plet hos rock-novicer

Mange af eleverne bliver i salen efter koncerten. Der er flest piger men også et par drenge, der samler sig først om Julie og så om Valentin. De kigger på den nye plade, som Julie har taget med – få af dem har egen pladespiller, men der bliver alligevel solgt et par eksemplarer. En pige med kort afbleget hår udbryder ”Jeg elsker det – virkelig” og Julie bliver øjeblikkeligt et par centimeter højere. De taler sammen om at stå på en scene – noget nogle af eleverne har prøvet før og andre først skal til at lære. Og om hvordan det kan være nødvendigt som musiker at have et andet job ved siden af. Jeg hører en pige fra gruppen sige til Julie: ”Jeg har aldrig lyttet til rock musik, men det du spillede ramte mig virkelig”. Da de sidste elever er gået, ser Julie let fortumlet men meget glad ud. ”Så er det jo bare det hele værd” siger hun til mig, mens hun lyner guitartasken.

På vej ud til bilen siger Valentin noget i samme stil: ”Man føler man inspirerer dem – og sådan er det jo ikke normalt, når man spiller koncert for en 28-årig fyr i København. Han siger måske, at det var en fed koncert, men så går han videre ud og drikker øl – og så er det det”

Det er mørkt nu, og vinden er stadig insisterende, truslen om regn er blevet mere håndgribelig. I bilen udbryder Julie, at hun er helt rørt :”Det er så fedt at spille, når man får noget igen” lyder det veltilfredst fra bagsædet, mens vi kører langs bugten mod banegården.