Modsætninger mødes… og søndag opstår der helt ny musik fra fire-seks grupperinger, som præsenteres ved udendørskoncert i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

Glade ansigter og store smil. Sådan var scenen tirsdag formiddag i Centro Cultural Recoletas største studie, hvor Færøernes Rannvá Helenudottir og argentinske Mariana Michi på blot en lille time havde skruet en lille funklende, funky latinperle sammen. Et nummer fyldt med vuggende rytmik og kvidrende solskinsstemmer – som hélt sikkert kommer med på programmet søndag, hvor alle workshop-resultaterne fremføres ved en udendørskoncert om aftenen på kulturcentret midt i den argentinske hovedstad.

Workshoppen er del af Días Nórdicos Latin America Tour 2018 – og vi skylder at sige, at Rannvás og Marianas nummer fik vigtig ekstra hjælp af den argentinske beatbox-musiker Miloo Moya, som med små piskende beats og tungesmæld formede en endnu mere letbenet atmosfære.

 

Miloo Moya hører egentlig til i en helt anden konstellation her på workshoppen – med grønlandske Da Bartali Crew – men her var han lånt ud. Til gengæld var danske Peter Wangel – egentlig fra Rannvás og Marianas gruppe – så i stedet inde hos Da Bartali Crew og arbejde med tuuunge synths, rytmikker og en mørk-møøøørk croon. I gang med at skabe det, der ligner workshoppens sort-groovede stund.

 

Bare to eksempler få meter fra hinanden. Fra et musikalske arbejde med en fin legende atmosfære, hvor musikerne fra Norden, Argentina og Uruguay hurtigt har aflæst hinandens kompetencer og styrker, og dels nyder den nye inspiration – dels arbejder seriøst på at få den nye halvandens times musik i kassen, som de blot har 3 ½ workshopdag til at kreere.

Fra ”færøsk defensiv” til lysende latin
Færøske Rannvá : – I dag gav vi os selv en time til at skabe en ny sang. Selve melodien er jammet frem mellem os. Men hvor jeg nok ville have holdt mig til ”det defensivt færøske” med mere melankoli og langsommere stil alene, var det Marianas forslag at sætte et andet tempo på melodien, siger hun om sangen, som de to kvinder nu har lagt meget høje, lyse vokaler på.

 

– Det har allerede været så inspirerende, fortæller Mariana Marthi, der selv håndteter en ganske funky bas ud over sangen – Jeg har lige udsendt mit debut-album, men følte mig så tømt og kørt fast efter den udgivelse. Her har jeg fået kræfterne til at skrive musik igen. Det er herligt at opleve. Her har jeg været med til at finde på melodier, jeg ikke selv ville have kunne finde på. Jeg føler mig fri. Det er skønt. Rannvás stemme har så meget lys – og Peters stemme (Wangel, red.) er bare så autentisk, sagde Buenos Aires-musikeren i en pause.

 

”Han laver nogle lyde hvor man bare siger WAU…”
Grønlandske Da Bartali Crew er – som nævnt – sat sammen med human beatbox-performeren Milo Moya, og de har brugt det først døgn sammen til at jamme og improvisere sig frem til de strukturer deres numre skal have:

– Alle er kommet med stumper og stykker, som vi så har samlet og lagt på efterhånden. Og nogen af de dong-lyde han kan lave med sin næse, altså…Vi står og siger WAU, hver gang han starter på sin human beatbox-ting. Det bliver virkelig et mixture af Argentina og Grønland, siger Da Bartali Crews Kasper Mathiesen, og suppleres af Hans-Ole Amossen: – Og selv om han har begrænset engelsk sprog, er der slet ingen musikalske barrierer. Det er mega sjovt. Og det har skabt en bro til Sydamerika, fordi han også har mange musiker-kontakter.

Rives med af blæsten
Ålandske Birdpeople er sat sammen med sangeren og danseren Rosario Bléfari, og de improviserer sig også frem. De tre ålændinge har – egentlig uden at have talt om det – gået ind til opgaven med Rosario som om det er fire individuelle personer og ikke en gruppe over for argentineren.

Sangeren og trommeslageren Amanda Blomqvist: – Rosario har en ”playful energy” – og er meget inspirerende og initiativrig. Og fremfor alt virker samarbejdet trygt og godt. Heldigvis, for jeg fungere langt bedst, når det er tilfældet

Synth-spilleren Cecilia Wickstrøm tager over: – Vi har allerede lavet nogle optagelser, som vi måske også kan bruge i fremtiden for os selv som orkester – det er som om at befinde sig i en stærk vind, hvor det opstår ekstra kraftige vindstød ind imellem, der river en med..

– I am so happy, lød Rosario Bléfaris kommentar. Jeg havde ingen anelse om hvordan det ville være, men det er dejligt, Vi har det både sjovt og arbejder seriøst. Og så er der en fælles forståelse af, at det er godt at dele med hinanden.

 

”Ringa træffer gode beslutninger”
Uruguay-musikeren Dani Umpi kalder den musik han skaber sammen med finske Ringa Manner (The Hearing) for pop, men med et melankolsk snit: – Vi finder på det sammen – taler om de lyde og de billeder vi gerne vil skabe – og har også samme interesse i electro-pop. Men jeg sige om Ringa, at hun tager gode beslutninger. Hun er god til at omsætte de tanker, vi får til musikken.

 

Ringa overtager: – Det bliver til tre sange på spansk og en på engelsk. Det ved vi allerede nu. Dani er en god sangskriver, og så omsætter jeg tankerne på min syntheziser, og laver beats og akkorder, mens han skaber ordene. Vi har bare en god kommunikation, han er meget kunstnerisk anlagt og meget abstrakt. Og hvor jeg egentlig tænkte det som en stor udfordring, må jeg sige at jeg har haft det rigtigt sjovt. Sjovt – og kunstnerisk. På samme tid.

Workshoppen fortsætter til torsdag middag, hvor de nordiske navne derefter skal forberede deres egne koncerter i Buenos Aires torsdag aften, inden de tager på en étdøgns-tur Uruguay fredag.

Men konklusionen på workshoppen skal så endelig forberedes søndag, hvor aftenen er sat af til 1 ½ times koncert med de 12 musikere i diverse opstillinger.

(Foto i top: Hulda (Rannvá Helenudottir) og argentinske Mariana Michi i en selfie-stund).

Días Nórdicos Latinamerica 2018 støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, The Nordics, Instituto Ibero Americano de Finlandia, Nordens Hus på Færøerne og FFT – Den Færøske Sangskriverforening, samt Atlantic Airways.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 arrangeres af ROSA og Zona de Obras i samarbejde med Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland, The Animation Workshop, Centro Cultural Recoleta (AR), Sesc (BR), Difusa Fronteira (BR), Plastilina (PE), og Contrapedal (UY).