top of page

Søgeresultater

227 resultater for ""

  • Lån en scene med det hele: Ny Musikhjælp til danske festivaler

    < Alle nyheder Lån en scene med det hele: Ny Musikhjælp til danske festivaler ​ 1. nov. 2023 Tuborgfondet og ROSA lancerer nu i fællesskab et nyt, gratis tilbud til danske vækstlagsfestivaler. Nemlig et scenesetup, der gør det muligt at afvikle professionelle koncerter. Målet er at styrke up-and-coming artister og samtidig støtte det blomstrende og mangfoldige festivalmiljø i Danmark. Danmark er kendt for at være et land beboet af festival-elskere, og faktisk er Danmark det land i verden med flest musikfestivaler per indbygger. Det er især de store, etablerede festivaler, der trækker publikum og opmærksomhed til sig. Men overalt – og næsten hele året rundt – bobler der nye, spændende festivaler op. Disse festivaler bliver ofte skabt af lokale ildsjæle, græsrødder og begejstrede musikfans, som ikke nødvendigvis har de store økonomiske midler, arrangør-erfaring eller professionel know-how. Musikhjælp Scenesetup er et nyt samarbejde mellem Tuborgfondet og ROSA, hvor både større og mindre vækstlagsfestivaler i hele landet kan søge om at få tildelt et gratis og køreklart produktionssetup, der indeholder scene, lys og lyd samt teknisk assistance. Vækstlag i fokus Musikhjælp Scenesetup vil styrke talentudviklingen blandt artister og festivalarrangører. Det betyder, at især ansøgninger fra vækstlagsfestivaler prioriteres. ”Tuborgfondet Musikhjælp samler en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. Scenesetup er et rygstød til initiativrige og hårdtarbejdende festivalarrangører og frivillige, som nu får bedre adgang til professionelle produktionsforhold. Målet er også at give up-and-coming artister gode muligheder for at præsentere deres musik. Det er dejligt, at flere unge talenter nu får gode rammer til optræde live,” siger Peter Giacomello, sekretariatschef i Tuborgfondet. Fyrer op under vidensdeling Som en del af Musikhjælp Scenesetup bliver alle ansøgere tilbudt at deltage i opkvalificerende workshops med fokus på vidensdeling, der skal sikre, at festivalerne er godt klædt på til afvikling af koncerter, uanset om de bliver tildelt scenesetuppet eller ej. “Med Musikhjælp Scenesetup ønsker vi at støtte unge talenter på den danske musikscene ved at styrke vækslagsfestivalernes produktionsforhold. Det vil forhåbentlig komme både artisterne, arrangørerne og publikum til gode, at festivalernes scene-, lyd- og lysforhold professionaliseres. Samtidig er ønsket, at endnu flere får blod på tanden til selv at skabe deres egen festival. Vi glæder os enormt til det fremtidige samarbejde med Tuborgfondet og hele landets vækstlagsfestivaler," fortæller Conny Jørgensen, direktør i ROSA. Ansøg 1. december Selvom sommeren og festivalsæsonen ikke er lige rundt om hjørnet, er planlægningen af næste års festivaler i fuld gang mange steder. Derfor åbner den første ansøgningsrunde til Musikhjælp Scenesetup den 1. december, og festivalarrangører i hele landet kan ansøge om at få tildelt Musikhjælp Scenesetup i 2024. Det er ROSA, som håndterer alle ansøgninger. Produktionssetuppet består blandt andet af en 48m2 stor scene, lyd-, og lys-setup. Derudover er professionelle scene- og lydteknikere også inkluderet i produktionspakken. Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som samler en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har fået 4,6 mio. kr. i støtte fra Tuborgfondet til at drive indsatsen. Vi har i sommeren 2023 testet Musikhjælp Scenesetup af på tre festivaler. Derfor skal der lyde en stor tak til Ødsted Festival, Nordlyd Festival og Sydhavnens Festival. For yderligere info: Læs mere om Musikhjælp Scenesetup: www.scenesetup.dk Læs mere om ROSA: www.rosa.org Læs mere om Tuborgfondet: www.tuborgfondet.dk Kontaktoplysninger: ROSA Nina Kampmann, projektmedarbejder tlf. 86128444 nina@rosa.org / scenesetup@rosa.org www.rosa.org Tuborgfondet Mikkel Sander, Programansvarlig, Kreative Erhverv tlf. 26 28 32 35 mks@tuborgfondet.dk www.tuborgfondet.dk Logoer kan hentes her: Tuborgfondet: https://www.tuborgfondet.dk/logopakke/ ROSA: https://www.rosa.org/omrosa Forrige nyhed Næste nyhed

  • NEUSTART - en ikke længere helt ny start på dansk-tysk musiksamarbejde

    < Alle nyheder NEUSTART - en ikke længere helt ny start på dansk-tysk musiksamarbejde ​ 18. sep. 2023 Projektet NEUSTART har kørt i snart år to og nærmer sig så småt sin afslutning. Det har været et samarbejde mellem danske musikorganisationer om at få bedre forbindelser syd for grænsen. Det hele startede kort før 2022 med et dansk statsbesøg i Berlin, hvor Kronprins Frederik fik en kold øl med direktøren for Musicboard Berlin på spillestedet Festsaal Kreuzberg. Daværende kulturminister Ane Halsboe bød på vegne af genreorganisationerne, MXD og den danske ambassade i Berlin velkommen til en ny samarbejdsform om musik: et dansk-tysk samarbejde om residencies, videndeling, netværksarrangementer og koncerter. Hvad har vi så lært om Tyskland de seneste to år? Hvad har været højdepunkter fra 2023? Det kan du læse i fire gode råd til dig, der gerne vil noget med musik i Tyskland. Råd nummer 1: Skab lokale partnerskaber Uanset om du arbejder alene som kunstner eller som del af en organisation, lønner det sig at opbygge enkelte udvalgte relationer over længere tid. Tyskland er stort. 84 millioner mennesker fordelt på 16 delstater og mange store byer, og erfaringen fra NEUSTART er, at det bedst betaler sig at fokusere lokalt, dér hvor ens miljø befinder sig frem for at sprede sin energi for tyndt. Sådan kan du bedst lære et netværk at kende, og øvrige engagementer kan brede sig. Partnerskaber kan både være mellem organisationer som i eksemplerne herunder, men er du kunstner eller arbejder du alene, kan det kan også være den rette strategi: Udvælg dem, du deler interesse med – vis, at du er villig til at investere tid og midler i et samarbejde, og hold ved. Art Music Denmark og Initiative Neue Musik Art Music Denmark har for andet år i streg lagt stor vægt på et samarbejde med Initiative Neue Musik i Berlin. Danske komponister og kunstnere har fået direkte rådgivning lokalt fra Berlin om, hvordan de bedst kan komme ind i de rette miljøer og videre med deres karrierer i Tyskland. En studietur med danske komponister og ensemblerledere med tyske kollegaer gik igen i 2023 til Month of Contemporary Music i Berlin, hvor de fik en solid introduktion til lokale miljøer for ny musik og lydkunst og mulighed for at lære folk at kende. I år er også et tre-dages-residency mellem dansk- og tysk-bosatte kunstnere kommet i stand på Akademie der Künste i samarbejde med Initiative Neue Musik. Her har de udvalgte deltagere arbejdet med klima og bæredygtighed i kunsten. Arbejdet blev for nylig præsenteret i Berlin på konferencen Time to Listen , på Kulturmødet Mors og på Struer Tracks. Future Female Sounds og Berlin Clubcommission Igennem hele 2022 har den danske ambassade i Berlin med NEUSTART-midler i ryggen støttet den danske organisation Future Female Sounds i at afholde DJ-workshops for kvinder og kønsminoriteter i Berlin. Sidste udgave af deres meget populære workshop blev afholdt hos den centrale interesseorganisation Berlin Clubcommission, som er ansvarlig for bl.a. at fordele offentlige kulturmidler til sine mere end 250 medlemsorganisationer. Workshoppen kulminerede med en Future Female Sounds-klubaften på Tresor – en techno-klub med en central og historisk rolle i Berlin. Råd nummer 2: Invitér tyskerne på besøg Mængden af tyske besøg til Danmark i 2023 fortæller måske lidt om, hvor stor en prioritet det er for genreorganisationerne og MXD at vise dansk musik frem i dets hjemlige element. At showcase danske bands på de store branchefestivaler i Tyskland er en god mulighed, men det kan også risikere at drukne lidt i canadiske, islandske eller svenske bands, der er blevet tilbudt samme mulighed. Det kan derfor også give mening at invitere udvalgte tyske branchefolk en tur herop. Også hvis du er en mindre aktør uden en organisation i ryggen, kan det måske være værdifuldt for dig at invitere en udvalgt samarbejdspartner på besøg. I 2023 har NEUSTART-organisationerne haft delegationer fra Tyskland på besøg i forbindelse med: Nordic Folk Alliance (Tempi) Folk Baltica (Tempi) Netværksmøde for danske komponister med Initiative Neue Musik (AMDK) SPOT Festival (Tempi, ROSA, JazzDanmark) Tysk handelsmission til København (MXD, ROSA) Besøgsprogrammer til Aarhus og Copenhagen Jazz festivaler (JazzDanmark) Danish Music Awards blues (ROSA) Struer Tracks (AMDK) Tønder Festival (Tempi) Kulturmødet Mors (AMDK) Desuden kan danske kunstnere og aktører forvente tysk selskab resten af året. ROSA afholder i september sangskrivnings-campen On Track i samarbejde med Aarhus Calling. JazzDanmark inviterer i efteråret til temamøde om det tyske marked i samarbejde med Deutsche Jazzunion. Også til Resonator Festival i Odense inviterer Tempi til branchedag med en af Tysklands førende sync-eksperter, og i december afsluttes NEUSTART-samarbejdet med en temadag på den tyske ambassade i København. Råd nummer 3: Radio er vigtig i Tyskland Da Art Music Denmark sidste år afholdt netværksmøde for danske komponister i Musikhuset København, lagde den tyske musikprofessor Holger Schulze betydelig vægt på, hvor afgørende radio er for tyskerne. De lytter mere til det og lader sig påvirke af, hvad både store og mindre kanaler spiller. Netop radio har også MXD i år prioriteret særligt højt, efter det sidste år lykkedes at få en live-session med Lydmor i stand på Radio Eins. I år har MXD fundet en anden stærk partner i Berlins FluxFM, som i oktober vil være vært for en live-transmitteret, storstilet dansk showcase-aften kurateret af MXD, ROSA og Tempi. Tempi havde også radio højt på dagsordenen, da de fik det danske band Víík showcaset på Rudolstadt festival – Europas største festival for roots- og folkemusik. Festivalen var samtidig vært for European Broadcasting Union, som udgjorde en massiv tilstedeværelse af europæiske nationale radiokanaler, herunder også DR P2, som foruden tyske kanaler optog koncerten. Også mindre net-radiokanaler og community-radio spiller en væsentlig rolle i Tyskland, fx Berlins Refuge Worldwide, som tidligere på året havde besøg af Future Female Sounds’ direktør, Tia Korpe, og deres lokale instruktør i Berlin til en times samtale og DJ-set. Hvis du er på vej til Tyskland på turné eller lignende, vil vi derfor stærkt anbefale dig at finde redaktioner og radiojournalister hos både større og mindre kanaler og se, om de kan finde plads og interesse i sendefladen. Råd nummer 4: Lav musik sammen med lokale musikere En rigtig god indgang for musikere til det tyske musikliv er at lave musik sammen med nogen, der er til stede i Tyskland. At deltage på produktioner og optræde med lokalt baserede kollegaer skaber relation til publikum og branche. Det har NEUSTART-samarbejdet forsøgt at få til at ske, bl.a. når ROSA nu for anden gang afholder sangskrivningscampen BauSongs i Berlin i samarbejde med Tempi og lokalt bosatte sangskrivere. Danske og tyske deltagere mødes i et intensivt, højskoleinspireret forløb, hvor de arbejder sammen om at skrive ny musik. Håbet er at sangskriverne får lyst til at fortsætte arbejdet sammen efter campens afslutning. JazzDanmark orkestrerede for nylig, at det københavnske kollektiv ILK under Cologne Jazzweek var vært for en af scenerne og bl.a. havde impro-sessions med tyske musikere. Også Tempi bragte under Folk Baltica i foråret Justine Hald Boesen og tyske Gerri Christiansen sammen om at komponere årets festivalsang. NEUSTART-samarbejdet har på bl.a. disse måder kunnet gøre en del. Er du musiker eller arbejder med musik og gerne vil igennem til Tyskland, er dette et af vores bedste råd: Find nogen i Tyskland, som har adgang til det miljø, der er interessant for dig, og lav et kreativt samarbejde med dem. På den måde bliver du blåstemplet lokalt, og publikum får en stærkere indgang til at lære dig at kende. Alt i alt: …er der sikkert meget mere at sige om, hvordan du bedst kan blive en del af Tysklands musikliv. Skulle du have lyst til netop det, er du velkommen til at kontakte neustart@artmusicdenmark.org , som kan sende dig videre til den rette medarbejder i genreorganisationerne til en snak om, hvilken vej du kan gå. Hold også øje med arrangementer på neustartmusik.org og på vores instagram. Og hvorfor skulle du have lyst til det? Fordi Tyskland er verdens tredje- til fjerdestørste marked for musik (lidt afhængigt af hvem, der tæller). Der er miljøer og scener for alle genrer og en livlig kulturdebat, hvor musik spiller en stor rolle i aktuelle emner. Musik er vigtigt for tyskerne. Samtidig er det som naboland nemt og klimaansvarligt at rejse til hyppigt og bevare relationer og tilstedeværelse. Men har tyskerne ikke nok i tysk musik? Gider de overhovedet lytte til danske kunstnere? Ja, det gider de godt. Man skal huske, at Tyskland ligger midt i Europa og grænser op til adskillige andre sprog- og kulturområder. De har en høj indvandring og er vant til indflydelse udefra. Og så er de særligt positive over for Skandinavien og Danmarks kreativitet og frihed i at blande og udvikle genrer. På vegne af genreorganisationerne Art Music Denmark, ROSA, Tempi og JazzDanmark samt MXD og den danske ambassade i Berlin ønsker vi dig god fornøjelse med dit eventyr syd for grænsen. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Open Call: Vil du være en del af ROSAs bestyrelse?

    < Alle nyheder Open Call: Vil du være en del af ROSAs bestyrelse? ​ 11. mar. 2024 ROSA søger tre nye bestyrelsesmedlemmer per 1. juni 2024. Pladserne vil blive besat på baggrund af de indkomne indstillinger/ansøgninger. Det er den siddende bestyrelse, som vælger de nye medlemmer. Deadline for indstillinger/ansøgninger er 4. april kl. 12.00. Om ROSA ROSAs formål er at udvikle, styrke, støtte og kommunikere musik indenfor ROSAs genreområde nationalt og internationalt. Sammen med hundredvis af musikere og partnere dyrker ROSA musikken som samfundsrelevant kunstform. ROSA er en almennyttig organisation, der skaber projekter, indsamler data og er del af et stort netværk i Danmark og udlandet. ROSA er støttet af Statens Kunstfond. Læs mere om ROSAs arbejde på vores hjemmeside. ROSAs vedtægter, rammeaftaler, servicemål og årsrapporter kan findes her. Ressourceside om genreorganisationerne kan findes her. Hvem leder vi efter? Vi leder efter bestyrelsesmedlemmer, der har: viden om og brænder for ROSAs genreområde, se beskrivelsen nedenfor. erfaring med strategiske processer f.eks. politisk interessevaretagelse. erfaring med strategisk kommunikation. Blik for hvordan ROSA udvikler sig fremover, herunder viden om udviklingsbehov og - muligheder i den nærmeste fremtid, så ROSAs aktiviteter altid fremstår nyskabende og aktuelle. et internationalt udsyn indenfor musik- og kulturudvikling samt publikumsudvikling. interesse for mangfoldighed og diversitet i musikmiljøet. er musiker, og har lyst til at udvikle vores genre område. Om at sidde i ROSAs bestyrelse Som medlem af ROSAs bestyrelse er du med til at udvikle strategien for ROSA og ROSAs aktiviteter, herunder bidrage til en forsvarlig organisering af ROSAs anliggender. Bestyrelsen arbejder for at sikre rammerne for den kontinuerlige udvikling af ROSAs genreområde og for et fremadrettet og inkluderende musikliv - og det arbejde glæder vi os til at høre dine idéer til. Bestyrelsen består af syv medlemmer. Hver udpegningsperiode er fire år, og kan forlænges med yderligere fire år. Man kan maksimalt sidde på sin post i otte år. ROSAs bestyrelse sammensættes på tværs af musik- og kulturlivet med fokus på mangfoldighed i forhold til køn, geografi, etnicitet, uddannelse, alder etc. Det vil blive prioriteret, at minimum en af kandidaterne er bosat uden for hovedstadsområdet. Medlemmer skal kunne deltage i 4-6 årlige bestyrelsesmøder. Møder foregår fortrinsvis i Aarhus eller København. Man modtager et symbolsk honorar for sit arbejde i bestyrelsen, ligesom evt. transportudgifter dækkes. Læs om ROSAs nuværende bestyrelse her. OBS Ansøgningsfristen er overskredet. Deadline er den 4. april kl. 12.00. Bestyrelsen indkalder til samtaler i uge 16. Ansøgere kan forvente svar i uge 17. Hvis du har yderligere spørgsmål kan du kontakte ROSAs bestyrelsesleder Anja Følleslev på anja@rosa.org Forrige nyhed Næste nyhed

  • Forskning | ROSA

    < Back Forskning Musikalske Besøgsvenner har et trivselsfremmende og relationsopbyggende potentiale ​ Previous Next

  • Musicboard Berlin træder ind i samarbejde om dansk-tysk sangskrivercamp i Berlin

    < Alle nyheder Musicboard Berlin træder ind i samarbejde om dansk-tysk sangskrivercamp i Berlin ​ 9. sep. 2024 Siden 2022 har ROSA afholdt sangskrivercamps under BauSongs-projektet. Med Musicboard Berlin som ny samarbejdspartner bliver initiativet nu styrket og udvidet med fokus på at styrke danske og tyske musikmiljøer. "Berlin, the greatest cultural extravaganza that one could imagine." Ordene tilhører David Bowie, men følelsen af ordene ekkoer stadig i Berlins gader den dag i dag. Bowie rejste i 1970'erne til den pulserende kulturby for at udforske sig selv, byens mangfoldighed og kreative energi. Mange musikere har siden trådt i hans fodspor. Den samme ånd gennemsyrer projektet BauSongs, hvor danskboende og Berlin-baserede musikere mødes for at skabe ny musik i en intens sangskrivercamp. Ligesom Bowie engang fandt sin kreative frihed i byen, inviterer BauSongs komponister til at lade sig inspirere midt i Berlins vibrerende kultur. Berlin som inspirerende kulturkulisse BauSongs så dagens lys i 2022 som en del af NEUSTART initiativet, der havde til hensigt at genetablere og styrke samarbejde mellem danske musikorganisationer, dansk musikliv og den store nabo mod syd i kølvandet på COVID-19. Her tre år efter opstarten er den tyske musikfunding organisation Musicboard Berlin gået ind i projektet. Samarbejdet med en berlinbaseret partner et spændende næste skridt i historien om BauSongs. Maureen Noe, referent for kunstnerstøtte og internationale projekter hos Musicboard Berlin, forklarer: “Musicboard Berlin er på den ene side en meget lokal organisation, dybt forankret i Berlins musikmiljøer. Den er finansieret af Berlins Senat for Kultur og Social Sammenhæng og har som overordnet mål at støtte Berlin-baserede musikfællesskaber,” siger Maureen og fortsætter: “Musikscenerne i Berlin er meget internationale og hjemsted for spændende og hurtigt voksende musikmiljøer, der er påvirket af kunstnere fra diasporaen. Vi har støttet Berlin-baserede festivaler og platforme for afrikansk og afro-diasporisk musik, for ny anatolsk popmusik og radikale lyde fra Latinamerika – for blot at nævne nogle få. Berlin har meget at byde på musikalsk, også udover den store elektroniske musikscene, som byen er vidt kendt for. For mig er det netop denne mangfoldighed af lyde, dens globale forbindelser og dens sammenhæng med social og politisk aktivisme, der gør Berlin så fascinerende – og hvorfor det fungerer som en fantastisk ramme for BauSongs-projektet.” Platform for nye talenter Campen er særligt rettet mod upcoming musikere, og med kun 10 pladser, forsøges der på at skabe en intim og fokuseret ramme for deltagerne. Maureen Noe fra Musicboard Berlin mener, at denne tilgang er essentiel for musikernes udvikling: “I en tid, hvor uafhængige kunstnere også skal være eksperter i sociale medier og markedsføring, kan det være befriende for dem at kunne fokusere udelukkende på den kunstneriske side af musikken. BauSongs giver plads til, at musikerne kan udforske deres kreative proces uden pres for straks at producere noget kommercielt. Dette kan være enormt motiverende og åbne op for nye idéer og tilgange til musikken, som de kan tage med sig videre i deres karriere.” Bæredygtige kunstneriske forbindelser BauSongs er ikke kun en sangskrivercamp, men også en mulighed for at bygge bro mellem danske og tyske musikmiljøer. Ifølge Maureen Noe er projekter som BauSongs afgørende for at skabe varige forbindelser: “Fra vores erfaring er disse programmer særligt værdifulde for at skabe bæredygtige internationale forbindelser. Ofte er de udgangspunktet for langvarige kunstneriske samarbejder, og de giver de deltagende kunstnere en dyb viden og forståelse af et specifikt musikmarked eller kulturelt miljø. For at dette kan ske, er den personlige kontakt og muligheden for faktisk at være 'på stedet,' som BauSongs tilbyder, helt afgørende.” Maureen Noe ser BauSongs som en ideel platform for fremtidige samarbejder mellem danske og tyske organisationer: "Med projekter som BauSongs kan vi inspirere andre organisationer til at samarbejde om fælles mål og øge deres samlede indflydelse. Projekter som BauSongs skaber ikke blot kunstneriske resultater, men også stærke relationer mellem både kunstnere og organisationer." ROSAs leder, Conny Jørgensen, udtrykker også sin begejstring for samarbejdet. "Vi er begejstrede for udviklingen af BauSongs, som nu – igen med støtte fra DPA – går ind i sit tredje år. Vi ser frem til endnu en camp for danske og Berlin-baserede komponister og ikke mindst samarbejdet med Musicboard Berlin, som vi mener, kan skubbe projektet i nye retninger til gavn for både deltagerne og organisationerne bag. Hos ROSA tror vi på, at komponister fra forskellige baggrunde kan lære meget af hinanden og skabe noget helt unikt sammen. BauSongs er en god mulighed for at bygge bro mellem kulturer og fremme kreativ udveksling mellem den danske og tyske musikscene”. Er du interesseret i at deltage i årets BauSongs? Du kan læse mere om, hvordan du ansøger om at deltage, og hvad der indgår i projektet i vores vores Open Call til BauSongs. Open Call er åbent nu, og ansøgningsfristen er den 6. oktober 2024. De udvalgte vil modtage svar den 14. oktober. BauSongs arrangeres af GRETA, Kaspar Kaae og Michael Møller i samarbejde med Musicboard Berlin og ROSA, med støtte fra DPA/KODA Kultur og Statens Kunstfond. ENGLISH VERSION OF THE ARTICLE Forrige nyhed Næste nyhed

  • Musik Uden Vejviser

    < Alle arkivprojekter Musik Uden Vejviser Musik Uden Vejviser var en podcastserie med historier fra mennesker, der har fundet deres egen vej gennem musikkens verden. Med støtte fra Magasin satte ROSA og SPOT Festival fokus på entreprenørskab, drømme og ambitioner med et særligt fokus på især kvindelige sangskrivere og tonekunstnere. Ønsket med podcastserien var at bakke op om de mange kunstneriske talenter, Danmark råder over i musikkens verden. Med Carsten Holm som samtalevært var deltagerne blandt andre Lydmor, Le Gammeltoft, Sofie Højlund, Anna Brønsted, som hver især fortalte om deres kringlede karrierevej. Lyt til podcasten på Spotify eller iTunes . 277 Minutter 1 Carsten Holm 9 Medvirkende

  • 500 | ROSA

    Time Out This page isn’t available right now. But we’re working on a fix, ASAP. Try again soon. Go Back

  • Aarhus Lydforening gentager succesen med endnu en lydteknikerworkshop

    < Alle nyheder Aarhus Lydforening gentager succesen med endnu en lydteknikerworkshop ​ 28. sep. 2023 Kvinder og minoritetsgrupper udgør en meget lille del af alle lydteknikere. Det vil Aarhus Lydforening lave om på, og derfor afholder de endnu engang workshoppen “#YouCanAlsoBeA Sound Engineer.” Tilbage i april 2023 blev den første #YouCanAlsoBeA Sound Engineer-workshop afholdt, og efter tre intense og inspirerende dage stod det klart, at der skulle laves en udgave 2.0 af workshoppen. Aarhus Lydforening er nu tilbage med en ny workshop fra den 13.-15. oktober, så endnu flere kvinder og kønsminoriteter kan udforske og afprøve deres indre lydtekniker. Workshoppen bygger på en ambition om at skabe kønsbalance i lydindustrien – en branche der i høj grad er domineret af mænd. – Kvinder og kønsminoriteter er underrepræsenterede i lydindustrien, og der er en opfattelse af, at det er et “mandejob” at være lydtekniker. Den stereotyp vil vi gerne nedbryde , fortæller Sophia Sagaradze, der er stifter af Aarhus Lydforening og arrangør og mentor på workshoppen. I løbet af workshoppens tre dage vil deltagerne blive introduceret til, hvad live-lyd er for en størrelse, og hvordan man arbejder som lydtekniker i praksis. Der vil være undervisning i forskellig slags udstyr, og hvordan man laver lydopsætninger, der skaber de bedste lydbilleder til koncerter. Deltagerne kommer også til at prøve kræfter med lydprøver og lydproduktion til deres egen koncert. Ifølge Aarhus Lydforening er workshoppen blevet opdateret en smule siden sidst, så der denne gang vil være flere teoretiske detaljer og mere tid til at øve sig. Det hele foregår dog stadig på begynderniveau. Vidensdeling, undervisning og et nyt fællesskab Deltagerne kommer til at være i gode, kyndige hænder hos workshoppens tre mentorer: Sophia Sagaradze fra Aarhus Lydforening, Jonna Aspeklev fra Kleva Studio og Johanna Nielsen, som er freelance lydtekniker. De ved alle tre, hvad det vil sige at være kvinde i lydindustrien og er klar på at dele ud af deres viden og erfaringer. Udover vidensdeling og undervisning, vil der også være mulighed for at netværke og møde både bookere, producere og spillesteder. Ambitionen er at skabe et nyt fællesskab og et safe space, hvor der er mulighed for at udveksle erfaringer og diskutere kønssituationen i lydbranchen i både Danmark og udlandet. Workshoppen henvender sig primært til kvinder og kønsminoriteter mellem 16 og 35 år, men der er plads til alle, der er nysgerrige på live-lyd og musikteknologi. #YouCanAlsoBeA Sound Engineer arrangeres af Aarhus Lydforening, som arbejder på at skabe et knudepunkt for kreative ideer og et bæredygtigt miljø for alle typer af lydkunst. Projektet er skabt i samarbejde med ROSA, DMF Aarhus, Radar, Turkis og VEGA med støtte fra Tuborgfondet og ROSA. Læs mere om workshoppen og tilmelding her Forrige nyhed Næste nyhed

  • Faglige partnere

    < E-Tur Faglige partnere Læs mere om vores faglige partnere i forbindelse med E-Tur Mental Voice Som en del af E-Tur tilbydes de medvirkende artister et forløb - før, under og efter deres tour - med fokus på deres mentale trivsel. Det er organisationen MentalVoice, der står bag forløbet. Artisterne får et coachingforløb, som giver dem redskaber til eksempelvis at kunne håndtere præstations- og forventningspres. Om forløbet fortæller Kamilia Amélie, mentor hos MentalVoice og musiker: “Vi tror meget på, at arbejdet med mental sundhed både giver et bedre arbejdsmiljø og en bedre performance. Hvis du ikke har det godt, så er det svært at performe optimalt”. BASKE og Dillistone, der var med på E-Tur i 2022, har begge haft glæde af forløbet hos MentalVoice. “Vi gør det for at passe på hinanden. Vi synes, det er vildt vigtigt. I andre brancher er der fagforeninger, der sørger for at man passer på sig selv. Men ikke så meget inden for musikkens verden”, siger sangeren Aske, der sammen med produceren Basse udgør BASKE. "Det har været en fantastisk sund og professionel oplevelse. Det har gjort mig mere rolig, og jeg hviler mere i det, jeg laver," fortæller Morten Aamodt, der skaber musik under kunstnernavnet Dillistone. Læs mere om MentalVoice og deres arbejde for mental trivsel i den danske musikbranche. Hør BASKE og Kamilia Amélie fra MentalVoice fortælle mere om forløbet i videoen. DMF Som en del af E-Tur tilbyder DMF (Dansk Musiker Forbund) gratis hjælp til kontrakter. Få gratis sparring og rådgivning om alle dine kontrakter (bandaftale, plade-, publishingkontrakter etc.) i Danmarks største fagforening for professionelle musikere/solister/artister/producere: DMF - Dansk Musiker Forbund. Kontakt Thomas Hyllested på th@dmf.dk eller 26966868 og få mere at vide og hjælp til at komme videre. Levende Musik i Skolen (LMS) LMS og ROSA forener kræfterne og samarbejder om at tilbyde alle efterskoler professionelle koncerter mindst en gang om året gennem LMS. LMS har arbejdet med professionelle skolekoncerter siden 1992 på folkeskoler, privatskoler og friskoler. Det nye samarbejde mellem LMS og ROSA tager afsæt i, at Statens Kunstfond og partierne bag den gældende finanslov har besluttet, at alle grundskoleelever hvert år skal møde levende musik i form af en professionel skolekoncert. Om samarbejdet udtaler Gitte Abildtrup, konstitueret direktør i LMS: “Ingen skoleelever skal snydes for mødet med den levende musik, og vi har virkelig glædet os til at indlede dette samarbejde. LMS byder ind med kvalitet, 30 års erfaring, et håndplukket, professionelt kunstnerkatalog med genrebredde og undervisningsmaterialer klar til brug. ROSA, som i mange år har siddet i vores bestyrelse og derfor er en del af vores DNA, kommer med en uvurderlig målgruppeerfaring fra efterskoleområdet, som vi er glade for at de vil dele med os i dette samarbejde. Sammen er vi klar til at løse opgaven og glæder os til at komme i gang.” Og Conny Jørgensen, direktør for ROSA, supplerer: “Vi glæder os rigtig meget til at tage hul på det nye samarbejde med LMS og dermed samle kræfterne om at give efterskoleeleverne gode musikalske oplevelser. ROSA fortsætter naturligvis E-turs-konceptet, som vi kender det, da det har stor betydning for både efterskolerne og ikke mindst de upcoming musikere, som får en uvurderlig erfaring foran et større publikum.” Læs mere om tilbuddet og book koncert til din efterskole . Levende Musik i Skolen er et nationalt kompetence- og formidlingscenter for skolekoncerter, der har til formål at give alle landets børn og unge oplevelser med forskellige genrer af levende musik af høj kunstnerisk kvalitet. Previous Next

  • Danish Night med Lydmor, Lasse Matthiessen og JJ Paulo

    < Alle nyheder Danish Night med Lydmor, Lasse Matthiessen og JJ Paulo ​ 12. okt. 2023 Onsdag aften gav Lydmor, Lasse Matthiessen og JJ Paulo koncerter i Berlin som en del af det nye Neustart-samarbejde med den tyske radiostation FluxFM. “Radio er et kæmpe marked (i Tyskland), så det spiller stadig en stor rolle i forhold til at promovere artister,” fortæller Daniel Meinel, der sidder i musikredaktionen ved FluxFM og var vært ved Danish Night på FluxBau. Som verdens tredjestørste musikmarked kan Tyskland være en vigtig spiller, hvis man som dansk artist drømmer om at slå igennem internationalt. Her spiller særligt radio en vigtig rolle i den tyske musikbranche. Med flere tusinde forskellige kanaler og mere end 30 millioner daglige lyttere, er Tyskland et vaskeægte radioland til trods for tidens mange streamingmuligheder. Daniel Meinel bemærker yderligere, at de spiller mange danske artister på deres radioprogram og er meget tætte med den skandinaviske musikscene. “Her i Berlin er der en musikscene for alt. Der er en dansk musikscene, og danskere der bor her, og derfor giver god mening at lave en showcase som denne.” Onsdag aften var det blevet tid til en aften i den danske musiks tegn. De tre danske acts Lydmor, Lasse Mathiesen og JJ Paulo var aftenens hovedpersoner til en dansk showcase i Berlin på FluxBau – det officielle hang-out spot for FluxFM. De tre acts er blevet udvalgt på baggrund af et open call fra MXD, ROSA og Tempi og var tidligere på dagen med i et liveinterview på FluxFM. Aftenens koncerter blev skudt i gang af Lydmor, som fangede publikum med et nærværende og inderligt set af sange fra sit akustiske album blandet med akustiske udgaver af kendte elektroniske numre. “Der er en anden vibe end i Danmark," fortæller Lydmor, der også under et af hendes numre udtrykte stor taknemmelighed for, hvor lyttende og nærværende publikummet var. Hun fortæller, at der typisk er en anden kultur for koncerter og liveoplevleser i Tyskland. “Tyske venues er tit mere afhængige af, at der kommer folk. Derfor bliver der brugt mere energi på promotion, og derfor kommer der for det meste også mange til koncerterne.” MXD, ROSA og Tempi fik også support i at promovere den danske aften gennem samarbejde med det tyske PR-bureau, Factory 92. Det lykkedes at samle et publikum af både tyskere og danskere, som kom for at opleve den danske musik i de stemningsfyldte rammer på FluxBau. Lydmor forklarer, at der er en god mulighed for hende i at spille på FluxBau - især efter nogle hårde år for danske artister under corona. “Jeg var heldig, at jeg var stor nok i Danmark til at overleve, og nu forsøger vi at komme ud i udlandet, og det er så rart at være tilbage. Det er begyndt at åbne op igen, og nu er jeg her... fuck, hvor har jeg savnet den internationale scene.” Aftenens anden act var Lasse Mathiesen, som allerede har trådt sine musikalske stier i Tyskland og har spillet på en lang række tyske festivaler. Han fortæller, at det kan være lettere at slå igennem i Tyskland, særligt på grund af radiomediets popularitet. Tyskland har radiokanaler for stort set alle musikalske genrer og nicher, og derfor er der flere kanaler at blive afspillet og ekponeret på som upcoming artist. Under Neustart-samarbejdet har MXD, ROSA og Tempi indgået et samarbejde med den tyske radiokanal, FluxFM, som har 28.000 lyttere i timen og ca. 200.000 lyttere dagligt. I løbet af sommeren og hen i efteråret har FluxFM hver onsdag afholdt Bergfest – et koncertformat, som er et hit blandt radioens lyttere. NEUSTART er en opgradering af dansk musiklivs samarbejde med den tyske musikbranche. NEUSTART løftes af dansk musiks fire genreorganisationer: JazzDanmark, ROSA, Art Music Denmark og Tempi samt MXD – Music Export Denmark, i samarbejde med Den Danske Ambassade i Berlin og Statens Kunstfond. Forrige nyhed Næste nyhed

  • 9 studier, 14 talenter, 15 pro’s – og intens jagt på nye hits

    < Alle nyheder 9 studier, 14 talenter, 15 pro’s – og intens jagt på nye hits ​ 2. maj 2023 Aarhus Calling: Sangskriver- og producercampen rækker ud efter de urbane miljøer. Torsdag samles cremen af den danske talentmasse inden for sangskrivning og musikproduktion med internationale kolleger fra UK, USA, Island og Danmark i fælles jagt på nye hits. Der er med andre ord dækket op til Aarhus Calling igen – tre højintense dage, hvor de 14 udvalgte talenter og 15 internationale A-writers og producere samarbejder i små teams rundt om i ni studier placeret centralt i Aarhus: På konservatoriet, i The House på gågaden og i et mobilt studie på SPOT Festival-pladsen ved Godsbanen. De14 talenter er udvalgt efter forudgående ansøgning – en af dem via samarbejde med DPA, og som noget nyt kommer fire talenter fra det urbane miljø i Aarhus (Rosenhøj, Brabrand og Gellerup). Den del sker via et samarbejde med Musikforlæggerne: Aarhus Callings leder Rewan Rico siger: – I mange år har Aarhus Calling haft et ønske om at få det urbane miljø til at være en fast del af vores event. Efter mange års forberedelse og netværk i miljøerne er vi stolte af endelig at kunne præsentere et eksklusivt samarbejde, hvor vi kan invitere talentproducere og -sangskrivere ind. Det står mit hjerte meget nær, fordi jeg selv kommer fra Rosenhøj-området, så det her initiativ har en helt særlig betydning for mig. – Jeg er glad for, Aarhus Calling kan danne rammerne for urban-talenter i Aarhus-miljøet og connecte med det kommercielle miljø – samt give mulighed for, at de kan skabe internationalt elitenetværk, som de kan benytte fremadrettet i deres karriere. Som vanligt har de internationale gæster cv’et i orden: Det gælder bl.a. engelske Ari Pensmith (Beyonce, Wizkid), islandske/amerikanske Alma Goodmann (Katy Perry, Cheat Codes), engelske Hight (Tiesto, Charlie XCX, Ava Max), engelske Elle Campbell (Rita Ora, David Guetta) osv, osv. Cutfather – internationalt prisvindende producer og partner ved eventet – er med fra dansk side sammen med bl.a. Nicklas Sahl og så Kewan Padre, der her påtager sig rollen som producer-coach for urban talenterne. Holdet af A-Writers og producere består af: Hight (UK), Cutfather (DK), Ari Pensmith (UK), Nicklas Sahl (DK), Alma Goodman (IS/US), Kewan Padre (UK), Harlee (UK), Elle Campbell (UK), Samuel Ledet (DK), Libby Whitehouse (UK), Andrea Rosario US), Dewain Whitmore (US), Emil Harm (UK), Celine Svanback & Jeppe London (DK). De udvalgte talenter og urban-deltagere er: Marcus Lundbak, Emma Seeberg, Simon Kavi, Jack Mensa, Gustav Boje Brun, Freja Debes, Mads Simonsen, Mathilde Caffey, Chris Chordz og Sara Gustafson. Urban-deltagerne er Shooter Belly, Dibset, Pay og Speedy. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Open Call: Berlin og BauSongs kalder

    < Alle nyheder Open Call: Berlin og BauSongs kalder ​ 10. sep. 2024 Er du nysgerrig på at skabe ny musik i anderledes rammer, som du måske ikke har prøvet før? Så kan BauSongs være noget for dig – en sangskrivercamp for komponister i Danmark og Berlinbaserede musikere. BauSongs foregår i Berlin fra den 18. til den 22. november 2024. Campen tager udgangspunkt i den danske højskoleånd, hvor man samarbejder om at skabe ny musik og derudover udforskes Berlins kultur gennem kunstnerbesøg og koncertoplevelser. Du kan tænke på BauSongs som en træningslejr, hvor du i åbne rammer bliver udfordret og inspireret til at eksperimentere med din sangskrivningsproces. Rammerne er helt for sig selv: BauSongs afholdes i studier hos Bauteil3 i den berømte og tidligere lufthavn Tempelhof, der i dag er et center for kreative og kulturelle formål. Her inviteres du til at skabe ny musik sammen med de øvrige deltagere. Undervisningen inkluderer benspænd, løbende feedback og skiftende gruppekonstellationer. BauSongs’ tre undervisere er Greta Schenk (GRETA), Kaspar Kaae (sangskriver i CODY og filmkomponist) og Michael Møller (moi Caprice og The Mountains). Alle tre har et nært forhold til højskoleånden som habile højskoleundervisere og har indgående kendskab til, hvordan Berlin kan inspirere sangskrivningsprocessen. Undervisningen suppleres derudover af udvalgte kunstner- og branchebesøg. Alle danskboende og Berlin-baserede musikere kan ansøge om deltagelse. Dog er campen primært målrettet upcoming komponister, og der er i alt 10 pladser. Hvorfor bør du som komponist deltage i BauSongs? Du får indspark og inspiration til din sangskrivningsproces Du får mulighed for at eksperimentere med samarbejdsprocesser Du får mulighed for at skabe netværk med musikkolleager fra ind- og udland Du får indgangsvinkler til den danske og den tyske musikbranche Du oplever Berlin og dens kultur på en ny måde Ansøg her. Med afsæt i højskoletraditionerne er håbet, at mødet mellem deltagernes forskellige baggrunde, kulturer og genrer vil resultere i helt nye idéer, sange og tilgange til sangskrivningsprocessen. Deltagerne bor sammen, spiser sammen og bevæger sig sammen uden for studiernes vante rammer for at besøge artister eller tage til koncerter. Samtidig er forhåbningen, at BauSongs kan resultere i langvarige samarbejder mellem danskboende og Berlinbaserede musikere, samt at deltagerne får kendskab til arbejdsprocesser, som kan gavne deres musikalske virke på lang sigt. Du kan læse mere om BauSongs her. BauSongs arrangeres af Greta Schenk, Kaspar Kaae, Michael Møller i samarbejde med Musicboard Berlin og ROSA. BauSongs er støttet af DPA/KODA Kultur og Statens Kunstfond. BauSongs opstod i 2022 som en del af NEUSTART initiativet. Praktiske detaljer: Logi, koncertbilletter og studie dækkes af projektet Deltagerne skal selv betale for transport til Berlin tur/retur, lokal transport i Berlin samt al forplejning Der er ingen deltagergebyrer BauSongs foregår mandag den 18. november til fredag den 22. november 2024 Det forventes at deltagerne ankommer til Berlin søndag den 17. november 2024 Det forventes at deltagerne tager retur lørdag den 23. november 2024 Ansøgningsfrist: 6. oktober 2024 Svar på ansøgning: 14. oktober 2024 For spørgsmål kontakt Nadia Donnerborg, ROSA, nadia@rosa.org ENGLISH VERSION Forrige nyhed Næste nyhed

  • “Vigtige skridt er taget, men det er til stadighed synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer”

    < Alle nyheder “Vigtige skridt er taget, men det er til stadighed synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer” ​ 2. maj 2023 Så er vi godt i gang med Kunst & Kultur i Balances nye uddannelsesforløb, der løber hen over de næste måneder – som en del af aktiviteterne i 2023. Som hidtil er KKIB’s formål at nedbryde og skabe positive forandringer omkring de strukturelle barrierer, de ubevidste fordomme og den grænseoverskridende adfærd, der findes ude i kulturbranchen. Dét er også fokuset i det online kursusforløb som konsulent- og rådgivningsvirksomheden In Futurum afvikler på vegne af KKIB i denne tid, og som rækker ud til interesserede parter inden for hele kultursektoren. Co-Founder & Senior Advisor hos In Futurum, Moussa Mchangama fortæller, at det igangværende kursus er planlagt ud fra, at “vi alle spiller en rolle i at skabe inkluderende og retfærdig forandring i samfundet og i de arbejdssammenhænge, vi er en del af.” – Derfor er KKIB-forløbet planlagt således, at deltagerne forhåbentlig både får et makro-blik på, hvorfor forandring er nødvendig – og hvad det betyder at skabe den – men også får et mikro-blik på, hvordan de kan agere som individer. Og får et blik på hvordan mennesker og dermed organisationer tit reagerer på pres, modstand, frygt, forandring, glæde, engagement og lignende. Moussa Mchangama. Foto: Liv Latricia Habel. – Vores mål som undervisere er at klæde deltagerne på til at tage skridt for dem selv og i deres arbejdsliv, hvad end de er selvstændigt udøvende kunstnere eller arbejder i en stor organisation – og at bruge det grundige undervisningsmateriale på måder, der helt konkret inspirerer til handling og samtale i kulturelle og kunstneriske kontekster, siger Moussa Mchangama. Fra de helt små skridt til de store hop Moussa Mchangama og hans kollegaer i In Futurum holder mange oplæg og kurser om emnet. Men føler han også, at der er “bevægelse” på området vedrørende magtmisbrug, sexisme m.v.? Kan han mærke forandring og øget bevidsthed omkring problematikkerne? Eller står vi stadig ved foden af bjerget? – Jeg oplever bevægelse forstået på den måde, at mange har grundlæggende vigtige samtaler om mange af de emner, der tager udgangspunkt i samtaler om magthierarkier; sexisme, racisme, homo- og transfobi, manglen på diversitet og inklusion, trivsel og mental sundhed, adgang og barrierer – det hele udspringer af de samme slags systemer og måder at se mennesker på. – Så vigtige skridt er taget, men det er til stadighed ret synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer – og hvor mange, der har svært ved at opgive de praksisser, der er lært op med. Selv når vi kan se, at de arbejdskulturer, vi har skabt, er skadelige for rigtig mange mennesker, er det svært at ændre dem. Men mange knokler for det, både i det store og i det små. Derfor ser jeg udvikling overalt, fra de helt små skridt til de store hop – og begge dele er vigtige, uddyber han. Det igangværende kursusforløb er bare et af flere initiativer fra Kunst & Kultur i Balance i dette år. Der bliver et online-forløb for “øvede” til efteråret, der bliver fire fysiske netværksmøder rundt omkring i landet, et par engelsksprogede udgivelser er på vej. Og mere kommer til. Følg med på www.kkib.org Det er genreorganisationen Tempi, der står for den daglige ledelse af KKIB i samarbejde med ROSA. KKIBs styregruppe består af repræsentanter fra Tempi, ROSA, JazzDanmark, Art Music Denmark, Dansk Komponistforening, Roskilde Festival og Aarhus Filmværksted. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Kunst & Kultur i Balance inviterer til gratis workshop i Aarhus & København

    < Alle nyheder Kunst & Kultur i Balance inviterer til gratis workshop i Aarhus & København ​ 13. sep. 2023 Nu her den 19. og 21. september har du mulighed for at deltage i en workshop i enten Aarhus eller København. Nu her den 19. og 21. september har du mulighed for at deltage i en workshop i enten Aarhus eller København. Kunst & Kultur i Balance afholder de to workshops i samarbejde med in futurum, og det er Moussa Mchangama, der styrer slagets gang og faciliterer begge workshops. Workshoppen er gratis at deltage i og henvender sig især til alle, der arbejder for at skabe bedre repræsentation og inklusion i kunst - og kulturlivet. De to workshops bliver tilrettelagt, så de passer til jeres niveau og erfaringer. Og så får du mulighed for at møde en masse af dine kulturkollegaer, som også ønsker et inkluderende og repræsentativt kulturliv. På workshoppen lærer deltagerne bl.a. om ubevidste bias, privilegier, normer og grænseoverskridende adfærd og giver værktøjer til, hvordan du kan arbejde for et kulturliv i bedre balance. Og så giver workshoppen helt konkrete bud på, hvordan man som organisation og individ kan sætte inklusion og repræsentation på dagsordnen og skabe reelle forandringer. Vi vil blandt andet diskutere og reflektere over disse spørgsmål: Hvordan kan vi tage højde for kulturlivets særlige dynamikker og vilkår når vi arbejder med diversitet, inklusion, og grænseoverskridende adfærd? Hvordan kobler vi udviklingen til faktorer som talent, kunstnerisk frihed, kunstnerisk kvalitet og publikumsforståelse? Hvordan kan vi anskue normer, bias, privilegier og oversete vinkler og forstå vores rolle i forandringen? Praktisk: Det er gratis at deltage, men der er et no-show fee på 300 kr. Vi sørger for lidt drikkevarer og snacks, men det er en god idé at have spist frokost inden. I tilmeldingsskemaet spørger vi dig ind til, hvor meget viden, du har i forvejen. Det gør vi, så vi på bedst mulig måde kan tilrette workshopsene, så de passer til jer. Tilmeld dig her . Aarhus: Tirsdag d. 19. september kl.12:30-15:30, GodsbanenKedlen, Skovgaardsgade 3, Indgang 3A København: Torsdag d. 21. september kl.12:30-15:30, Kulturhuset Indre by, Charlotte Ammundsens Pl. 3 Har du spørgsmål, så tøv ikke med at skrive til os på info@kkib.org Den daglige håndtering af KKIB varetages af Tempi og ROSA på vegne af styregruppen, som udgøres af Art Music Denmark , Dansk Komponistforening , Roskilde Festival , JazzDanmark , Aarhus Filmværksted ,Tempi og ROSA med støtte fra Kulturministeriet og Statens Kunstfond . Forrige nyhed Næste nyhed

bottom of page