top of page

Søgeresultater

227 resultater for ""

  • Aarhus Lydforening gentager succesen med endnu en lydteknikerworkshop

    < Alle nyheder Aarhus Lydforening gentager succesen med endnu en lydteknikerworkshop ​ 28. sep. 2023 Kvinder og minoritetsgrupper udgør en meget lille del af alle lydteknikere. Det vil Aarhus Lydforening lave om på, og derfor afholder de endnu engang workshoppen “#YouCanAlsoBeA Sound Engineer.” Tilbage i april 2023 blev den første #YouCanAlsoBeA Sound Engineer-workshop afholdt, og efter tre intense og inspirerende dage stod det klart, at der skulle laves en udgave 2.0 af workshoppen. Aarhus Lydforening er nu tilbage med en ny workshop fra den 13.-15. oktober, så endnu flere kvinder og kønsminoriteter kan udforske og afprøve deres indre lydtekniker. Workshoppen bygger på en ambition om at skabe kønsbalance i lydindustrien – en branche der i høj grad er domineret af mænd. – Kvinder og kønsminoriteter er underrepræsenterede i lydindustrien, og der er en opfattelse af, at det er et “mandejob” at være lydtekniker. Den stereotyp vil vi gerne nedbryde , fortæller Sophia Sagaradze, der er stifter af Aarhus Lydforening og arrangør og mentor på workshoppen. I løbet af workshoppens tre dage vil deltagerne blive introduceret til, hvad live-lyd er for en størrelse, og hvordan man arbejder som lydtekniker i praksis. Der vil være undervisning i forskellig slags udstyr, og hvordan man laver lydopsætninger, der skaber de bedste lydbilleder til koncerter. Deltagerne kommer også til at prøve kræfter med lydprøver og lydproduktion til deres egen koncert. Ifølge Aarhus Lydforening er workshoppen blevet opdateret en smule siden sidst, så der denne gang vil være flere teoretiske detaljer og mere tid til at øve sig. Det hele foregår dog stadig på begynderniveau. Vidensdeling, undervisning og et nyt fællesskab Deltagerne kommer til at være i gode, kyndige hænder hos workshoppens tre mentorer: Sophia Sagaradze fra Aarhus Lydforening, Jonna Aspeklev fra Kleva Studio og Johanna Nielsen, som er freelance lydtekniker. De ved alle tre, hvad det vil sige at være kvinde i lydindustrien og er klar på at dele ud af deres viden og erfaringer. Udover vidensdeling og undervisning, vil der også være mulighed for at netværke og møde både bookere, producere og spillesteder. Ambitionen er at skabe et nyt fællesskab og et safe space, hvor der er mulighed for at udveksle erfaringer og diskutere kønssituationen i lydbranchen i både Danmark og udlandet. Workshoppen henvender sig primært til kvinder og kønsminoriteter mellem 16 og 35 år, men der er plads til alle, der er nysgerrige på live-lyd og musikteknologi. #YouCanAlsoBeA Sound Engineer arrangeres af Aarhus Lydforening, som arbejder på at skabe et knudepunkt for kreative ideer og et bæredygtigt miljø for alle typer af lydkunst. Projektet er skabt i samarbejde med ROSA, DMF Aarhus, Radar, Turkis og VEGA med støtte fra Tuborgfondet og ROSA. Læs mere om workshoppen og tilmelding her Forrige nyhed Næste nyhed

  • Faglige partnere

    < E-Tur Faglige partnere Læs mere om vores faglige partnere i forbindelse med E-Tur Mental Voice Som en del af E-Tur tilbydes de medvirkende artister et forløb - før, under og efter deres tour - med fokus på deres mentale trivsel. Det er organisationen MentalVoice, der står bag forløbet. Artisterne får et coachingforløb, som giver dem redskaber til eksempelvis at kunne håndtere præstations- og forventningspres. Om forløbet fortæller Kamilia Amélie, mentor hos MentalVoice og musiker: “Vi tror meget på, at arbejdet med mental sundhed både giver et bedre arbejdsmiljø og en bedre performance. Hvis du ikke har det godt, så er det svært at performe optimalt”. BASKE og Dillistone, der var med på E-Tur i 2022, har begge haft glæde af forløbet hos MentalVoice. “Vi gør det for at passe på hinanden. Vi synes, det er vildt vigtigt. I andre brancher er der fagforeninger, der sørger for at man passer på sig selv. Men ikke så meget inden for musikkens verden”, siger sangeren Aske, der sammen med produceren Basse udgør BASKE. "Det har været en fantastisk sund og professionel oplevelse. Det har gjort mig mere rolig, og jeg hviler mere i det, jeg laver," fortæller Morten Aamodt, der skaber musik under kunstnernavnet Dillistone. Læs mere om MentalVoice og deres arbejde for mental trivsel i den danske musikbranche. Hør BASKE og Kamilia Amélie fra MentalVoice fortælle mere om forløbet i videoen. DMF Som en del af E-Tur tilbyder DMF (Dansk Musiker Forbund) gratis hjælp til kontrakter. Få gratis sparring og rådgivning om alle dine kontrakter (bandaftale, plade-, publishingkontrakter etc.) i Danmarks største fagforening for professionelle musikere/solister/artister/producere: DMF - Dansk Musiker Forbund. Kontakt Thomas Hyllested på th@dmf.dk eller 26966868 og få mere at vide og hjælp til at komme videre. Levende Musik i Skolen (LMS) LMS og ROSA forener kræfterne og samarbejder om at tilbyde alle efterskoler professionelle koncerter mindst en gang om året gennem LMS. LMS har arbejdet med professionelle skolekoncerter siden 1992 på folkeskoler, privatskoler og friskoler. Det nye samarbejde mellem LMS og ROSA tager afsæt i, at Statens Kunstfond og partierne bag den gældende finanslov har besluttet, at alle grundskoleelever hvert år skal møde levende musik i form af en professionel skolekoncert. Om samarbejdet udtaler Gitte Abildtrup, konstitueret direktør i LMS: “Ingen skoleelever skal snydes for mødet med den levende musik, og vi har virkelig glædet os til at indlede dette samarbejde. LMS byder ind med kvalitet, 30 års erfaring, et håndplukket, professionelt kunstnerkatalog med genrebredde og undervisningsmaterialer klar til brug. ROSA, som i mange år har siddet i vores bestyrelse og derfor er en del af vores DNA, kommer med en uvurderlig målgruppeerfaring fra efterskoleområdet, som vi er glade for at de vil dele med os i dette samarbejde. Sammen er vi klar til at løse opgaven og glæder os til at komme i gang.” Og Conny Jørgensen, direktør for ROSA, supplerer: “Vi glæder os rigtig meget til at tage hul på det nye samarbejde med LMS og dermed samle kræfterne om at give efterskoleeleverne gode musikalske oplevelser. ROSA fortsætter naturligvis E-turs-konceptet, som vi kender det, da det har stor betydning for både efterskolerne og ikke mindst de upcoming musikere, som får en uvurderlig erfaring foran et større publikum.” Læs mere om tilbuddet og book koncert til din efterskole . Levende Musik i Skolen er et nationalt kompetence- og formidlingscenter for skolekoncerter, der har til formål at give alle landets børn og unge oplevelser med forskellige genrer af levende musik af høj kunstnerisk kvalitet. Previous Next

  • Danish Night med Lydmor, Lasse Matthiessen og JJ Paulo

    < Alle nyheder Danish Night med Lydmor, Lasse Matthiessen og JJ Paulo ​ 12. okt. 2023 Onsdag aften gav Lydmor, Lasse Matthiessen og JJ Paulo koncerter i Berlin som en del af det nye Neustart-samarbejde med den tyske radiostation FluxFM. “Radio er et kæmpe marked (i Tyskland), så det spiller stadig en stor rolle i forhold til at promovere artister,” fortæller Daniel Meinel, der sidder i musikredaktionen ved FluxFM og var vært ved Danish Night på FluxBau. Som verdens tredjestørste musikmarked kan Tyskland være en vigtig spiller, hvis man som dansk artist drømmer om at slå igennem internationalt. Her spiller særligt radio en vigtig rolle i den tyske musikbranche. Med flere tusinde forskellige kanaler og mere end 30 millioner daglige lyttere, er Tyskland et vaskeægte radioland til trods for tidens mange streamingmuligheder. Daniel Meinel bemærker yderligere, at de spiller mange danske artister på deres radioprogram og er meget tætte med den skandinaviske musikscene. “Her i Berlin er der en musikscene for alt. Der er en dansk musikscene, og danskere der bor her, og derfor giver god mening at lave en showcase som denne.” Onsdag aften var det blevet tid til en aften i den danske musiks tegn. De tre danske acts Lydmor, Lasse Mathiesen og JJ Paulo var aftenens hovedpersoner til en dansk showcase i Berlin på FluxBau – det officielle hang-out spot for FluxFM. De tre acts er blevet udvalgt på baggrund af et open call fra MXD, ROSA og Tempi og var tidligere på dagen med i et liveinterview på FluxFM. Aftenens koncerter blev skudt i gang af Lydmor, som fangede publikum med et nærværende og inderligt set af sange fra sit akustiske album blandet med akustiske udgaver af kendte elektroniske numre. “Der er en anden vibe end i Danmark," fortæller Lydmor, der også under et af hendes numre udtrykte stor taknemmelighed for, hvor lyttende og nærværende publikummet var. Hun fortæller, at der typisk er en anden kultur for koncerter og liveoplevleser i Tyskland. “Tyske venues er tit mere afhængige af, at der kommer folk. Derfor bliver der brugt mere energi på promotion, og derfor kommer der for det meste også mange til koncerterne.” MXD, ROSA og Tempi fik også support i at promovere den danske aften gennem samarbejde med det tyske PR-bureau, Factory 92. Det lykkedes at samle et publikum af både tyskere og danskere, som kom for at opleve den danske musik i de stemningsfyldte rammer på FluxBau. Lydmor forklarer, at der er en god mulighed for hende i at spille på FluxBau - især efter nogle hårde år for danske artister under corona. “Jeg var heldig, at jeg var stor nok i Danmark til at overleve, og nu forsøger vi at komme ud i udlandet, og det er så rart at være tilbage. Det er begyndt at åbne op igen, og nu er jeg her... fuck, hvor har jeg savnet den internationale scene.” Aftenens anden act var Lasse Mathiesen, som allerede har trådt sine musikalske stier i Tyskland og har spillet på en lang række tyske festivaler. Han fortæller, at det kan være lettere at slå igennem i Tyskland, særligt på grund af radiomediets popularitet. Tyskland har radiokanaler for stort set alle musikalske genrer og nicher, og derfor er der flere kanaler at blive afspillet og ekponeret på som upcoming artist. Under Neustart-samarbejdet har MXD, ROSA og Tempi indgået et samarbejde med den tyske radiokanal, FluxFM, som har 28.000 lyttere i timen og ca. 200.000 lyttere dagligt. I løbet af sommeren og hen i efteråret har FluxFM hver onsdag afholdt Bergfest – et koncertformat, som er et hit blandt radioens lyttere. NEUSTART er en opgradering af dansk musiklivs samarbejde med den tyske musikbranche. NEUSTART løftes af dansk musiks fire genreorganisationer: JazzDanmark, ROSA, Art Music Denmark og Tempi samt MXD – Music Export Denmark, i samarbejde med Den Danske Ambassade i Berlin og Statens Kunstfond. Forrige nyhed Næste nyhed

  • 9 studier, 14 talenter, 15 pro’s – og intens jagt på nye hits

    < Alle nyheder 9 studier, 14 talenter, 15 pro’s – og intens jagt på nye hits ​ 2. maj 2023 Aarhus Calling: Sangskriver- og producercampen rækker ud efter de urbane miljøer. Torsdag samles cremen af den danske talentmasse inden for sangskrivning og musikproduktion med internationale kolleger fra UK, USA, Island og Danmark i fælles jagt på nye hits. Der er med andre ord dækket op til Aarhus Calling igen – tre højintense dage, hvor de 14 udvalgte talenter og 15 internationale A-writers og producere samarbejder i små teams rundt om i ni studier placeret centralt i Aarhus: På konservatoriet, i The House på gågaden og i et mobilt studie på SPOT Festival-pladsen ved Godsbanen. De14 talenter er udvalgt efter forudgående ansøgning – en af dem via samarbejde med DPA, og som noget nyt kommer fire talenter fra det urbane miljø i Aarhus (Rosenhøj, Brabrand og Gellerup). Den del sker via et samarbejde med Musikforlæggerne: Aarhus Callings leder Rewan Rico siger: – I mange år har Aarhus Calling haft et ønske om at få det urbane miljø til at være en fast del af vores event. Efter mange års forberedelse og netværk i miljøerne er vi stolte af endelig at kunne præsentere et eksklusivt samarbejde, hvor vi kan invitere talentproducere og -sangskrivere ind. Det står mit hjerte meget nær, fordi jeg selv kommer fra Rosenhøj-området, så det her initiativ har en helt særlig betydning for mig. – Jeg er glad for, Aarhus Calling kan danne rammerne for urban-talenter i Aarhus-miljøet og connecte med det kommercielle miljø – samt give mulighed for, at de kan skabe internationalt elitenetværk, som de kan benytte fremadrettet i deres karriere. Som vanligt har de internationale gæster cv’et i orden: Det gælder bl.a. engelske Ari Pensmith (Beyonce, Wizkid), islandske/amerikanske Alma Goodmann (Katy Perry, Cheat Codes), engelske Hight (Tiesto, Charlie XCX, Ava Max), engelske Elle Campbell (Rita Ora, David Guetta) osv, osv. Cutfather – internationalt prisvindende producer og partner ved eventet – er med fra dansk side sammen med bl.a. Nicklas Sahl og så Kewan Padre, der her påtager sig rollen som producer-coach for urban talenterne. Holdet af A-Writers og producere består af: Hight (UK), Cutfather (DK), Ari Pensmith (UK), Nicklas Sahl (DK), Alma Goodman (IS/US), Kewan Padre (UK), Harlee (UK), Elle Campbell (UK), Samuel Ledet (DK), Libby Whitehouse (UK), Andrea Rosario US), Dewain Whitmore (US), Emil Harm (UK), Celine Svanback & Jeppe London (DK). De udvalgte talenter og urban-deltagere er: Marcus Lundbak, Emma Seeberg, Simon Kavi, Jack Mensa, Gustav Boje Brun, Freja Debes, Mads Simonsen, Mathilde Caffey, Chris Chordz og Sara Gustafson. Urban-deltagerne er Shooter Belly, Dibset, Pay og Speedy. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Open Call: Berlin og BauSongs kalder

    < Alle nyheder Open Call: Berlin og BauSongs kalder ​ 10. sep. 2024 Er du nysgerrig på at skabe ny musik i anderledes rammer, som du måske ikke har prøvet før? Så kan BauSongs være noget for dig – en sangskrivercamp for komponister i Danmark og Berlinbaserede musikere. BauSongs foregår i Berlin fra den 18. til den 22. november 2024. Campen tager udgangspunkt i den danske højskoleånd, hvor man samarbejder om at skabe ny musik og derudover udforskes Berlins kultur gennem kunstnerbesøg og koncertoplevelser. Du kan tænke på BauSongs som en træningslejr, hvor du i åbne rammer bliver udfordret og inspireret til at eksperimentere med din sangskrivningsproces. Rammerne er helt for sig selv: BauSongs afholdes i studier hos Bauteil3 i den berømte og tidligere lufthavn Tempelhof, der i dag er et center for kreative og kulturelle formål. Her inviteres du til at skabe ny musik sammen med de øvrige deltagere. Undervisningen inkluderer benspænd, løbende feedback og skiftende gruppekonstellationer. BauSongs’ tre undervisere er Greta Schenk (GRETA), Kaspar Kaae (sangskriver i CODY og filmkomponist) og Michael Møller (moi Caprice og The Mountains). Alle tre har et nært forhold til højskoleånden som habile højskoleundervisere og har indgående kendskab til, hvordan Berlin kan inspirere sangskrivningsprocessen. Undervisningen suppleres derudover af udvalgte kunstner- og branchebesøg. Alle danskboende og Berlin-baserede musikere kan ansøge om deltagelse. Dog er campen primært målrettet upcoming komponister, og der er i alt 10 pladser. Hvorfor bør du som komponist deltage i BauSongs? Du får indspark og inspiration til din sangskrivningsproces Du får mulighed for at eksperimentere med samarbejdsprocesser Du får mulighed for at skabe netværk med musikkolleager fra ind- og udland Du får indgangsvinkler til den danske og den tyske musikbranche Du oplever Berlin og dens kultur på en ny måde Ansøg her. Med afsæt i højskoletraditionerne er håbet, at mødet mellem deltagernes forskellige baggrunde, kulturer og genrer vil resultere i helt nye idéer, sange og tilgange til sangskrivningsprocessen. Deltagerne bor sammen, spiser sammen og bevæger sig sammen uden for studiernes vante rammer for at besøge artister eller tage til koncerter. Samtidig er forhåbningen, at BauSongs kan resultere i langvarige samarbejder mellem danskboende og Berlinbaserede musikere, samt at deltagerne får kendskab til arbejdsprocesser, som kan gavne deres musikalske virke på lang sigt. Du kan læse mere om BauSongs her. BauSongs arrangeres af Greta Schenk, Kaspar Kaae, Michael Møller i samarbejde med Musicboard Berlin og ROSA. BauSongs er støttet af DPA/KODA Kultur og Statens Kunstfond. BauSongs opstod i 2022 som en del af NEUSTART initiativet. Praktiske detaljer: Logi, koncertbilletter og studie dækkes af projektet Deltagerne skal selv betale for transport til Berlin tur/retur, lokal transport i Berlin samt al forplejning Der er ingen deltagergebyrer BauSongs foregår mandag den 18. november til fredag den 22. november 2024 Det forventes at deltagerne ankommer til Berlin søndag den 17. november 2024 Det forventes at deltagerne tager retur lørdag den 23. november 2024 Ansøgningsfrist: 6. oktober 2024 Svar på ansøgning: 14. oktober 2024 For spørgsmål kontakt Nadia Donnerborg, ROSA, nadia@rosa.org ENGLISH VERSION Forrige nyhed Næste nyhed

  • “Vigtige skridt er taget, men det er til stadighed synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer”

    < Alle nyheder “Vigtige skridt er taget, men det er til stadighed synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer” ​ 2. maj 2023 Så er vi godt i gang med Kunst & Kultur i Balances nye uddannelsesforløb, der løber hen over de næste måneder – som en del af aktiviteterne i 2023. Som hidtil er KKIB’s formål at nedbryde og skabe positive forandringer omkring de strukturelle barrierer, de ubevidste fordomme og den grænseoverskridende adfærd, der findes ude i kulturbranchen. Dét er også fokuset i det online kursusforløb som konsulent- og rådgivningsvirksomheden In Futurum afvikler på vegne af KKIB i denne tid, og som rækker ud til interesserede parter inden for hele kultursektoren. Co-Founder & Senior Advisor hos In Futurum, Moussa Mchangama fortæller, at det igangværende kursus er planlagt ud fra, at “vi alle spiller en rolle i at skabe inkluderende og retfærdig forandring i samfundet og i de arbejdssammenhænge, vi er en del af.” – Derfor er KKIB-forløbet planlagt således, at deltagerne forhåbentlig både får et makro-blik på, hvorfor forandring er nødvendig – og hvad det betyder at skabe den – men også får et mikro-blik på, hvordan de kan agere som individer. Og får et blik på hvordan mennesker og dermed organisationer tit reagerer på pres, modstand, frygt, forandring, glæde, engagement og lignende. Moussa Mchangama. Foto: Liv Latricia Habel. – Vores mål som undervisere er at klæde deltagerne på til at tage skridt for dem selv og i deres arbejdsliv, hvad end de er selvstændigt udøvende kunstnere eller arbejder i en stor organisation – og at bruge det grundige undervisningsmateriale på måder, der helt konkret inspirerer til handling og samtale i kulturelle og kunstneriske kontekster, siger Moussa Mchangama. Fra de helt små skridt til de store hop Moussa Mchangama og hans kollegaer i In Futurum holder mange oplæg og kurser om emnet. Men føler han også, at der er “bevægelse” på området vedrørende magtmisbrug, sexisme m.v.? Kan han mærke forandring og øget bevidsthed omkring problematikkerne? Eller står vi stadig ved foden af bjerget? – Jeg oplever bevægelse forstået på den måde, at mange har grundlæggende vigtige samtaler om mange af de emner, der tager udgangspunkt i samtaler om magthierarkier; sexisme, racisme, homo- og transfobi, manglen på diversitet og inklusion, trivsel og mental sundhed, adgang og barrierer – det hele udspringer af de samme slags systemer og måder at se mennesker på. – Så vigtige skridt er taget, men det er til stadighed ret synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer – og hvor mange, der har svært ved at opgive de praksisser, der er lært op med. Selv når vi kan se, at de arbejdskulturer, vi har skabt, er skadelige for rigtig mange mennesker, er det svært at ændre dem. Men mange knokler for det, både i det store og i det små. Derfor ser jeg udvikling overalt, fra de helt små skridt til de store hop – og begge dele er vigtige, uddyber han. Det igangværende kursusforløb er bare et af flere initiativer fra Kunst & Kultur i Balance i dette år. Der bliver et online-forløb for “øvede” til efteråret, der bliver fire fysiske netværksmøder rundt omkring i landet, et par engelsksprogede udgivelser er på vej. Og mere kommer til. Følg med på www.kkib.org Det er genreorganisationen Tempi, der står for den daglige ledelse af KKIB i samarbejde med ROSA. KKIBs styregruppe består af repræsentanter fra Tempi, ROSA, JazzDanmark, Art Music Denmark, Dansk Komponistforening, Roskilde Festival og Aarhus Filmværksted. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Kunst & Kultur i Balance inviterer til gratis workshop i Aarhus & København

    < Alle nyheder Kunst & Kultur i Balance inviterer til gratis workshop i Aarhus & København ​ 13. sep. 2023 Nu her den 19. og 21. september har du mulighed for at deltage i en workshop i enten Aarhus eller København. Nu her den 19. og 21. september har du mulighed for at deltage i en workshop i enten Aarhus eller København. Kunst & Kultur i Balance afholder de to workshops i samarbejde med in futurum, og det er Moussa Mchangama, der styrer slagets gang og faciliterer begge workshops. Workshoppen er gratis at deltage i og henvender sig især til alle, der arbejder for at skabe bedre repræsentation og inklusion i kunst - og kulturlivet. De to workshops bliver tilrettelagt, så de passer til jeres niveau og erfaringer. Og så får du mulighed for at møde en masse af dine kulturkollegaer, som også ønsker et inkluderende og repræsentativt kulturliv. På workshoppen lærer deltagerne bl.a. om ubevidste bias, privilegier, normer og grænseoverskridende adfærd og giver værktøjer til, hvordan du kan arbejde for et kulturliv i bedre balance. Og så giver workshoppen helt konkrete bud på, hvordan man som organisation og individ kan sætte inklusion og repræsentation på dagsordnen og skabe reelle forandringer. Vi vil blandt andet diskutere og reflektere over disse spørgsmål: Hvordan kan vi tage højde for kulturlivets særlige dynamikker og vilkår når vi arbejder med diversitet, inklusion, og grænseoverskridende adfærd? Hvordan kobler vi udviklingen til faktorer som talent, kunstnerisk frihed, kunstnerisk kvalitet og publikumsforståelse? Hvordan kan vi anskue normer, bias, privilegier og oversete vinkler og forstå vores rolle i forandringen? Praktisk: Det er gratis at deltage, men der er et no-show fee på 300 kr. Vi sørger for lidt drikkevarer og snacks, men det er en god idé at have spist frokost inden. I tilmeldingsskemaet spørger vi dig ind til, hvor meget viden, du har i forvejen. Det gør vi, så vi på bedst mulig måde kan tilrette workshopsene, så de passer til jer. Tilmeld dig her . Aarhus: Tirsdag d. 19. september kl.12:30-15:30, GodsbanenKedlen, Skovgaardsgade 3, Indgang 3A København: Torsdag d. 21. september kl.12:30-15:30, Kulturhuset Indre by, Charlotte Ammundsens Pl. 3 Har du spørgsmål, så tøv ikke med at skrive til os på info@kkib.org Den daglige håndtering af KKIB varetages af Tempi og ROSA på vegne af styregruppen, som udgøres af Art Music Denmark , Dansk Komponistforening , Roskilde Festival , JazzDanmark , Aarhus Filmværksted ,Tempi og ROSA med støtte fra Kulturministeriet og Statens Kunstfond . Forrige nyhed Næste nyhed

  • NAKED

    < Alle arkivprojekter NAKED "A singer and a piano" var tanken bag NAKED, hvor en række artister fremførte deres musik i helt nye udgaver og med Gustaf Ljunggren bag tangenterne. I 2011 præsenterede ROSA og SPOT Festival den allerførste udgave af NAKED. Med undertitlen ”A singer and a piano” var det præcis, hvad projektet gik ud på: At præsentere stærke sangere og deres musik i en helt ny udgave. Skrællet fri for al vanlig indpakning – band, produktion og lydmæssige fikfakserier. I stedet var det kun essensen: nummeret og stemmen fulgt på vej af NAKEDs faste pianist Gustaf Ljunggren. NAKED blev fra start en publikumsfavorit, også fordi konceptet både tiltrak nye og etablerede solister, som alle var villige til at træde ud af deres comfort zone i denne intime setting og se på deres sange fra en anden vinkel. Det gjorde to kvindelige og to mandlige sangere – hver eneste gang. Gennem årene har NAKED præsenteret navne som Lord Siva, Nabiha, Johan Olsen (Magtens Korridorer), Stine Bramsen, Hans Philip (Ukendt Kunstner), Nik & Jay, Claus Hempler, Kill J, Pernille Rosendahl, Katinka, Gulddreng, Sebastian (Kellermensch), Lydmor, Soleima, Kjartan (Folkeklubben), Christopher, Barbara Moleko, Eivør, Mathias Bertelsen (Entrepreneurs), Simon Olsen (BÆST). Fra 2022 har SPOT Festival overtaget tilrettelæggelsen og præsentationen af NAKED på SPOT Festival. 1 Piano 43 Artister 1 Gustaf Ljunggren

  • DAYYANI på E-TUR: – Det har været vildt fedt og er en rigtig god erfaring at få

    < Alle nyheder DAYYANI på E-TUR: – Det har været vildt fedt og er en rigtig god erfaring at få ​ 29. mar. 2023 DAYYANI har netop afsluttet sin E-TUR efter tre uger med i alt ni koncerter på efterskoler rundt i landet. En tur, der både har været intens og en god læringsproces, som Isabella Dayyani nu anbefaler til andre musikere. En sitrende energi, forventningsfulde efterskoleelever med autografer på nedslidte sko og klar til at tage selfies med bandet. At spille koncert på en efterskole kan være noget helt specielt. I løbet af tre uger i marts har DAYYANI (aarhusianske Isabella Dayyani) og bandet (Jacob Broe og Jakob Grønborg), spillet på ni efterskoler i det danske land i forbindelse med ROSAs efterskoleturné E-TUR. En tur der netop er afsluttet, og som DAYYANI nu ser tilbage på. – Det har været vildt fedt. Vi har som band – og mig personligt – fået vildt meget erfaring helt generelt, fortæller Isabella Dayyani. Med en intens koncertrække i bagagen har hun og bandet blandt andet fået mere hård hud, hvad angår det logistiske og tekniske ved at spille koncert. – Det bliver på en måde rutine, og vi fik til sidst et vildt godt flow med at stille op. Et særligt publikum Selvom det at give koncerter ikke er nyt for DAYYANI, der i februar spillede på Hotel Cecil og Radar, har det været en anderledes oplevelse at være pågå turné for efterskoleelever. Et publikum hvor næppe alle har været til koncert før. – Efterskoler er et helt særligt crowd. Jeg oplevede, at de udtrykte sig og var mere aktive. Jeg havde glædet mig til at møde de unge mennesker og opleve deres verden på tæt hold. Man kan ikke gøre som man plejer Samtidig var det forskelligt, hvad publikum havde brug for og havde af forventninger fra aften til aften. Undervejs fandt bandet også ud af, at de ikke altid kunne gøre, som de plejer. Det fungerede derfor bedre for Isabella Dayyani, da hun begyndte at tale mere mellem numrene, hvilket hun ikke plejer at gøre i samme grad. – Jeg kunne mærke på efterskoleeeleverne, at det havde de mere brug for, så jeg også var mere nede på jorden og i øjenhøjde. Det er heller ikke alle crowds, der har været lige engagerede, så det kunne også være en udfordring at få dem i gear og stemning. Udvikling undervejs Faktisk er det lang tid siden, at DAYYANI hørte om E-TUR for første gang. – Vi talte om at ansøge til E-TUR allerede inden vi begyndte at turnere. Vi tænkte, det ville være en virkelig god mulighed for netop at komme ud, spille en masse koncerter og få det ind under huden med en masse erfaring. Med ep’en ude var dette forår et oplagt tidspunkt at komme ud på E-TUR for DAYYANI. En tur, Isabella Dayyani ser tilbage på med stor glæde. – Jeg synes, alle skal søge om at komme på E-TUR. Det har været vildt fedt og er en rigtig god erfaring at få. DAYYANI udgav i februar ep’en Pretty In Defense og har allerede planer om at lave et album over sommeren. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Pop-Pilot Camp

    < Alle arkivprojekter Pop-Pilot Camp ROSAs Pop-Pilot Camps gav i 11 år unge piger, transpersoner og non-binære mulighed for at udforske musikken, uanset erfaring eller ej. Essensen af Pop-Pilot var at styrke deltagernes tro på egne evner og give flere lyst til at spille musik. Pop-Pilot Camp var musiklejre for unge piger, transpersoner og non-binære i alderen 13-20 år. Fokus var på fællesskab, originalitet, empowerment og musik. Her kunne man deltage både med og uden kendskab til at spille musik. Det kunne lade sig gøre, fordi lejrene blev ledt af erfarne kvindelige musikere, der med baggrund i egne karrierer kunne møde deltagerne lige der, hvor de var. ROSA arrangerede Pop-Pilot Camps fra 2012 til 2022 rundt om i landet rundt om i landet – og hvert år fik vi sendt en flok glade deltagere hjem fra aktiviteterne. Mættet af gode musikalske oplevelser og med masser af nye venner. Formålet med Pop-Pilot Camp var fra begyndelsen at skabe et safespace for deltagerne og styrke deres tro på egne kreative og musiske evner på et tidspunkt i livet, hvor afgørende personlige kompetencer opstår og modnes. 17 Camps 201 Sange 304 Deltagere

  • Musikhjælp Scenesetup

    Workshops Kortlægning < Alle projekter Musikhjælp Scenesetup Tuborgfondet og musikorganisationen ROSA har i fællesskab skabt et tilbud til danske vækstlagsfestivaler. Tilbuddet omfatter et scenesetup, der gør det muligt at afvikle professionelle koncerter, samt opkvalificerende workshops. Målet er at styrke up-and-coming artister og samtidig støtte festivalmiljøet i Danmark. Med Musikhjælp Scenesetup ønsker Tuborgfondet og ROSA at styrke og støtte op om det blomstrende festivalmiljø. Vækstlagsfestivaler i hele landet kan søge om at få tildelt et fuldt køreklart produktionssetup, der indeholder scene, lys og lyd samt teknisk assistance. Målet er også at give up-and-coming artister gode muligheder for at præsentere deres musik, og samtidig er ønsket, at endnu flere får blod på tanden til selv at skabe deres egen festival. Som en del af Musikhjælp Scenesetup bliver alle ansøgere også tilbudt at deltage i opkvalificerende workshops med fokus på netværksdannelse og vidensdeling, der skal sikre, at festivalerne er godt klædt på til afvikling af koncerter, uanset om de bliver tildelt scenesetuppet eller ej. Workshoppene er åbne for alle, der er interesserede i festivalproduktion. Læs mere under 'Workshops' eller her . Et professionelt produktionssetup Festivalarrangører i hele landet kan ansøge om at få tildelt Musikhjælp Scenesetup til festivaler i 2024. Det er ROSA, som håndterer alle ansøgninger, og et fagudvalg afgør, hvem der skal have tildelt Musikhjælp Scenesetup. Produktionssetuppet består blandt andet af en 48m2 stor scene, lyd-, og lys-setup. Derudover er professionelle scene- og lydteknikere også inkluderet i produktionspakken. Musikhjælp Scenesetups formål er at styrke talentudviklingen og mangfoldigheden blandt danske festivaler og artister. Derfor vil ansøgninger fra vækstlagsfestivaler og arrangører i alderen 16-30 år blive prioriteret. Men alle festivaler/arrangementer/foreninger/andre aktører, som afholder en offentlig festival med original musik og med fokus på vækstlag kan ansøge. Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som samler en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har fået 4,6 mio. kr. i støtte fra Tuborgfondet til at drive indsatsen. Vi åbner op for ansøgninger til Musikhjælp Scenesetup til 2025 i efteråret 2024. Det er ikke kun en stor dag for Nose Noise Festival, når de slår dørene op for musikglade festivalgæster d. 27 April. Dagen markerer også et betydningsfuldt øjeblik for Musikhjælp Scenesetup, da det er første gang, at artister optræder på en festival scene tildelt af Musikhjælp Scenesetup. Der tages dermed hul på forårets festivaler og den første ud af 23 festivaler, som har fået tildelt et scenesetup. Vi har i den anledning oprettet en playlist for maj/april, som giver dig mulighed for at høre lidt af det, som er blevet annonceret på første festivaler: Festivaler, der har fået tildelt Musikhjælp Scenesetup i 2024 Nose Noise Festival, Grenaa (27. april) X marks the Spot, Aarhus (4. maj) Av, Min Guldtand, Tisvildeleje (10.-11. maj) Gnist Festival, St. Heddinge (10.-12. maj) Surround Festival, Roskilde (17.-18. maj) Brohaven, Aarhus (24.-25. maj) Farm Festival, Ullerslev (1. juni) Railroad Festival, Nørre Aaby (15. juni) Havblik Festival, Bogø By (21.-22. juni) Metal Magic Festival, Fredericia (11.-13. juli) Ødsted Festival, Ødsted (17.-20. juli) Kamelfestival, Hundested (27.-28. juli) New Note Festival, Hillerød (2.-3. august) Frigjort Festival, Christiania (9.-10. august) Sydhavnens Festival, Aarhus (16.-17. august) Otto Festival, København (16.-17. august) Gemini Festival, Brendstrup (24.-25. august) Sæby Festival, Sæby (30.-31. august) Blue Ocean Music Festival, Ebeltoft (7. september) Subfestival, Holstebro (7. september) September Sounds, Horsens (14. september) Nærvær, Nakskov (20.-21. september) Læs mere om Musikhjælp Scenesetup og ansøg på www.scenesetup.dk og i denne ROSA-artikel , hvor vi fik en snak med Willian de Groot, der er projektleder på Subfestival. Subfestival er et af 2024s udvalgte til festivaler til at modtage støtte fra Musikhjælp Scenesetup. 1 Scene 23 Festivaler 20 Byer

  • Fem priser og en festlig aften til DMA Blues

    < Alle nyheder Fem priser og en festlig aften til DMA Blues ​ 17. aug. 2023 Tre DMA-statuetter blev uddelt, og to blå ildsjæle blev hyldet, da Danish Music Awards Blues løb af stablen i Ridehuset i Randers onsdag aften. Publikum i et dejligt fyldt Ridehus var vidne til knap to timers blåt og højt humør, da dansk blues og omegn igen blev hyldet i Randers onsdag aften. Udover prisoverrækkelserne fik publikum også fornøjelsen af tre forskellige bud på bluesinspireret musik anno 2023. Først med Twang og deres humoristiske blåfarvede take på amerikansk folkemusik. Dernæst Kira Skov Trio med den barfodede frontfigurs mørkrandede, personlige udtryk i et nøgternt arrangement. Og endelig Pay Day med Oscar Mukherjee i spidsen til at kigge både frem og tilbage i blueshistorien. Musikken dannede rammen om ialt fem prisuddelinger. Tre DMA-statuetter til henholdsvis “Blues Liveprisen” og “Årets Danske Bluesudgivelse”, samt “Ud Af Det Blå"-prisen, der tildeles et navn, der har et nyt eller anderledes take på bluesmusikken. Derudover blev to ildsjæle i år hædret med henholdsvis “Årets Hoochie Coochie Man/Woman"-priser for deres arbejde for den danske bluesscene. Blues Liveprisen 2023: Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Om prismodtageren siges det bl.a.: “Thorbjørn Risager & The Black Tornado er blandt landets førende roots-rockere og har i løbet af de sidste 20 år opbygget deres position på både den nationale og internationale blues-scene. Deres koncerter er højenergiske, og Risagers stemme er lidt af en naturkraft i sig selv. Man kan ikke undgå at blive bidt af den vaskeægte blues-stemning, når Risager og band er på scenen.” Ud Af Det Blå"-prisen 2023: Katrine Schmidt. Citat fra juryens begrundelsen: "En gudsbenådet sanger, der meget smagfuldt afholder sig fra al vokalakrobatik. Ikke overdrevet 'bluesy', men skriver virkelig fine og personlige sange, og omgiver sig med klassemusikere." Årets Danske Bluesudgivelse 2023: Thorbjørn Risager & The Black Tornado, "Navigation Blues". Begrundelsen sagde bl.a.: “Endnu et pletskud fra Thorbjørn! Albummet er intenst og meget varieret, og prøver nye grænser af i musikken. Med en meget karakteristisk vokal og en lige så karakteristisk 'rockende og drivende' stil. Et stærkt udspil som både er blevet noteret herhjemme og i udlandet." Årets Hoochie Coochie Man 2023: Laust 'Krudtmejer' Nielsen. Klip fra begrundelsen: "Laust er en sand ildsjæl, der arbejder med musikken på mange forskellige måder – både som musiker, producer og iværksætter. Han formår at skabe nye konstellationer på tværs af kommune- og landegrænser, og forener nyskabelse med traditioner." Årets Hoochie Coochie Woman 2023: Sahra da Silva. Om Sahra siges det: "Sahra har et imponerende publikumstække og et musikalsk overskud. Hun har spillet med de største navne herhjemme. Hun har repræsenteret Danmark ved European Blues Challenge her i sommer. Og i aften udfylder hun rollen som konferencier. Hun er i det hele taget et blåt es og en stærk kvindelig ambassadør for den danske blues". - - - Danish Music Awards Blues arrangeres af JazzDanmark, Tempi, ROSA og Turbinen i Randers med støtte fra Randers Festuge og Statens Kunstfond. DMF – Dansk Musiker Forbund har sponseret en af aftenens statuetter. Forrige nyhed Næste nyhed

  • ROSA Out of Office

    < Alle arkivprojekter ROSA Out of Office Fra Herning til Svendborg og fra Thisted til Vordingborg; vi besøger vores kollegaer i det danske musikland for at blive inspireret og lære af jeres arbejde. Fra Gudenåen til det fynske øhav og fra Limfjorden til den midtjyske hede: Med ROSA Out of Office inviterer vi os selv på to-dages visitter til landets spillesteder og musikmiljøer for at blive klogere på, hvordan musiklivet trives inden for Danmarks bredde- og længdegrader. Vi hører om jeres erfaringer – vi deler vores – og sammen udforsker vi eventuelle samarbejdsmuligheder. I tillæg til en perlerække af røverhistorier fra musikdanmark. Det er aldrig kedeligt. 7 Besøgte byer 1116 Tilbagelagte km 42 Nye bekendtskaber

  • Bausongs undervisere

    < BauSongs Bausongs undervisere Læs mere om underviserne, som er tilknyttet BauSongs BauSongs sangskrivercamp ledes af de tre undervisere Kaspar Kaae, Michael Møller og Greta Schenk, som alle har flere års erfaring med undervisning i musik på højskoler. Sangskrivercampen er idéudviklet af Kaspar og Michael. Deres solide baggrund og dedikation til musikundervisning har haft stor betydning for udviklingen af BauSongs. Udover at være yderst kompetente undervisere har de alle tre sat deres præg på den danske musikscene gennem mange årsom aktive og erfarne musikere. Deres engagement og ekspertise tilfører en unik dimension til sangskrivercampen, hvor deltagerne får mulighed for at drage nytte af deres omfattende viden og færdigheder inden for musikskabelse og nysgerrighed på, hvad kunstneriske samarbejder kan frembringe.. Kasper Kaae Kasper Kaae er uddannet filmkomponist fra Syddansk Musikkonservatorium. Udover sin karriere som filmkomponist har han udgivet fem albums og to ep'er med sit band CODY, hvor han er forsanger, sangskriver og arrangør. Han har derudover udgivet tre soundtracks og et soloalbum, og har co-writet med en række danske artister som Fallulah og Jonas Petersen (Hymnes From Nineveh). Michael Møller Michael Møller er komponist, sangskriver og underviser og linjeleder for musik på Johan Borups Højskole. I løbet af de seneste 15 år har han cementeret sin position som en betydningsfuld skikkelse på den danske musikscene samt opnået både kunstnerisk og kommerciel succes. Gennem sit virke i indie-kollektivet Moi Caprice og popbandet The Mountains har han konsekvent leveret markante radiohits, inklusive fem Ugens Uundgåelige på P3. Med adskillige koncerter på både ind- og udlandsscener, herunder tre optrædener på Roskilde Festival, har han bidraget betydeligt til musiklivet. Greta Schenk Greta er uddannet i sangskrivning fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og i komposition fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Derudover er Greta i øjeblikket aktiv med sit soloprojekt GRETA, hvori hun har udgivet tre anmelderroste album, og hun er netop nu aktuel med albummet “Portals”. Hendes musikalske rækkevidde strækker sig fra sangskrivning og produktion til udgivelse, og hun har turneret på festivaler og spillesteder i hele Danmark, samt i Tyskland, Norge og Sverige. Interview med Michael Møller Vi tog en snak med Michael Møller for at blive klogere deres vej ind i BauSongs, deres oplevelse med campen og storbyen Berlin: – Kaspar og jeg har stærke bånd til Berlin – vi har boet der (Kaspar gør stadig), og vi har begge en tysk kæreste. I forbindelse med vores arbejde på Johan Borups Højskole arrangerede vi flere ture med vores sangskriverhold til Berlin, hvor vi arbejdede i studierne i Bauteil3. Det var enormt givende, og derfor begyndte vi at drømme om at lave en mere åben camp i Berlin. Vi kom i snak med ROSA, som var meget glade for idéen og kastede sig over idéudviklingen sammen med os. Vi blev enige om, at vi manglede en tredje underviser, og Greta var det perfekte match – hun er tysk/dansk, har indspillet i Berlin og været meget i højskoleverdenen, siger Michael Møller. Ifølge Michael Møller, kom idéen også fra et savn om mere fokus på proces på sangskrivercamps: – Vi har selv haft svært ved at etablere musikalske forbindelser i Tyskland, og derfor så vi dette som en hjælp til yngre sangskrivere. Samtidig følte vi, at mange camps er meget “produktorienterede” (og intet ondt om det), hvor vi – med vores højskolebaggrund – kunne lave en lidt anderledes camp med mere fokus på processen. Og det at præsentere en dansk højskolepraksis på en sangskrivercamp med tyske sangskrivere, som ikke kender tilgangen, har været en kæmpe succes: – Det har været fascinerende og for de ikke-danske deltagere [...] en klar øjenåbner. Ikke mindst de udenlandske var meget glade for de mange oplæg og benspænd, nævner Michael Møller. Det har endvidere givet et fokus, som nogle ikke har oplevet før: “En af vores kursister beskrev det som at give fodboldspillere træning, før man sender dem på banen! Det er et billede, vi er ret glade for; at højskolefokus netop forsøger at give en masse værktøjer, som rækker ud over de sange, der bliver skrevet på camps”, forklarer Michael Møller. Previous Next

bottom of page