Med Eivør, Helgi Jónsson og Rasmus Lyberth som medspillere fik Steffen Brandt for 16. gang givet båsene og vanetænkningen modspil i Udenfor Sæsonen.

Af Henrik Friis. Foto Michael Callesen

Selv om sidste uges Udenfor Sæsonen på Bornholm var den 16. i rækken, er der ikke gået magelighed og vanetænkning i koncertrækken i forbindelse med Bornholms Kulturuge.

Steffen Brandt er ganske vist fortsat den musikalske leder og kurator. Og projektet har fortsat programsat et gymnasie-besøg og tre aften-koncerter med punktum om lørdagen i Musikhuzet, Rønne. Men ellers har forudsigeligheden altså rimeligt trange kår, når man som i 2017 inviterer nordatlantiske kræfter som færøske Eivør, islandske Helgi Jónsson og grønlandske Rasmus Lyberth med om bord på færgen til solskinsøen. For dét er personligheder, der skinner igennem på deres helt egen måde – samarbejde eller ej – og som også gav 2017-udgaven en ganske personlig karakter.

Forud for det hele var gået tre dages øve-lejr i København mellem de fire solister og så ”husorkesteret” bestående af kapelmestrene Gustaf Ljunggren og Christoffer Møller samt rytmesektionen Jeppe Gram og Jeppe Skovbakke. En lejr hvor solisterne på forhånd har fået at vide – og indvilger i – at deres udvalgte sange præsenteres i nye farver og tøj. Og i nogle tilfælde også med medvirken fra de øvrige solister.

Tænke uafhængigt af kasserne
– Jeg tror, at mange af dem, jeg henvender mig til, falder for, at det kan de egentlig godt kan bakke op omkring den mulighed for at inspirere andre til at også at tænke uafhængigt af de kasser vi ellers bliver placeret i. Det vil de gerne være med til, siger Steffen Brandt og fortsætter:

– Jeg tror også, de på den måde ser en mulighed for aktivt at påvirke en virkelighed uden at skulle ind og formulere sig skriftligt i en kronik eller i et debat-indlæg, eller på en blog, eller et tweet eller…at man her bare kan gå ind og spille musik, og så på den måde at fortælle en anden historie. Det er min grundtanke om at alle indtil nu har sagt ja, siger ophavsmanden.

Og det er så dén pakke det bornholmske – og tilrejsende – publikum fik serveret torsdag i den gamle Scala-biograf i Gudhjem, fredag i Kyllingemoderen i Aakirkeby og lørdag i Musikhuzet. Ud over eleverne på gymnasiet i Rønne fredag middag, forstås. Og som det var tydeligt at hverken det overvejende modne publikum ved aften-koncerterne eller de unge på gymnasiet anede indholdet af.

STEFFEN BRANDT PÅ MUNDHARPE I HANS OG HELGI JÓNSSONS UDGAVE AF DYLANS “I WANT YOU” (“JEG VIL HA DIG”).

Tømte portvinsflasker og udtømte liv
Jo, der var Steffen Brandt med guitaren i åbningen ”Sommer i Danmark” og de genkendelige fraser ”Sol over Gudhjem, Sandvig-Allinge blues…” som en både lokal hilsen og venlig optakt. Men de venlige landskabsfarver fik hurtigt en mørkere kulør med tømte portvinsflasker og udtømte liv i ”Fantastiske Toyota”, der 36 år efter fødslen stadig virker ubekvemt aktuel – også i ”husorkestrets” arrangement. Og så var banen ellers ryddet for to timers musik, der mest rummede den barmhjertige dur i forskellige farver, men som også indeholdt den melankolske og nogle gange dramatiske mol – den grundstemning der ofte refereres til, når man taler om ”den nordiske tone”.

Med Helgi Jónsson på trombone i Brandts ”Det grinte vi meget af” – indtil islændingen tog over og følsomt tog tilskuerne med ud på følelsernes store dybder. Med fortættede stemninger og Helgi Jonsson selv i hovedrollen på diverse guitarer eller keyboardet – og fremfor alt den smukke lyse falset-sang. Et dyyyybt musikalsk indslag, bundet sammen af hans kejtet/generte præsentationer, som både aften-publikummet og gymnasie-eleverne tog til sig. Det store bifald over en sangen om nordlyset ”Aurora” ved denne sidste gymnasie-koncert i de gamle bygninger – inden udflytningen næste år – fortalte sit om, at islændingen taler til flere generationer.

Kontraster
Kontraster var der også i Eivør her ved hendes gensyn med Udenfor Sæsonen og Bornholm, hvor hun sidst var med for 12 år siden, men i mellemtiden har udviklet sig til Færøernes største eksportvare på den musikalske front (sammen med Teitur). Med en stemme der stadig kan være kvidrende smuk i sit høje register, men som også dyrker modsætningerne – nok især i guitar-spillet som kunne virke overraskende ”punket”  f.eks. i Leonard Cohens ”Famous Blue Raincoat” – eller det bastante håndtromme-nummer ”Salt”, der virkelig smager af hårdt nordatlantisk hav og klippeskær.

Og så var vejen helt naturligt banet til en rejse yderligere mod nord. Til Rasmus Lyberth, den grønlandske urkraft, der har slået rødder i Odense. Men som stadig brænder igennem med holdninger og en musik, der nok er skolet af fortiden, men som stadig har valør her i det nye årtusinde. Det kan godt være han mest synger på grønlandsk, men når han har introduceret ”Klimasangen” eller ”Mange Sprog” er ingen i tvivl om meningen, når de hører selve udtrykket. Eller når han mindes sine afdøde familiemedlemmer i livsbekræftende dansksprogede ”Vi skal leve mens vi kan”. Bare tag reaktionen i gymnasie-salen i Rønne. Først lidt undrende ”Jamen, er det ikke meget fedt”-ansigtsudtryk eleverne imellem –  indtil tilråbene og klapsalverne sagde alt om at ”jo, det var det”.

Eivør – “Salt” smagte af klippe og Atlanterhav.

Rasmus Lyberth – urkraft og åndemaner.

Ekstra-numrene fortalte sit om forløsningen på scenen med glade ansigter og opløftet stemning i salene. Først Steffen Brandt og Helgi Jónsson i en cover af ”Spark” – egentlig skrevet af Jónssons danske viv Tina Dickow. Og så Brandt og Eivør som nordiske stand-in’s for Lee Hazelwood og Nancy Sinatra i ”These Boots Are Made For Walkin’ ”. Med løssluppent funk-funky slut-blæs fra Helgi Jónsson og det altid opmærksomme husorkester. Inden Rasmus Lyberth i forgrunden for årets hold sendte alle ud i virkeligheden med et åndemaner-udbrud, hvor ingen kunne være i tvivl om viljen om at sende mørkets kræfter laaaangt bort til fordel for ønsket om at nyde og bruge livet mens vi har det – og passe på vores allesammens lille klode nu vi er i gang.

Altså ikke en hverdags-forteelse – langt fra. Og i sig selv unikke koncerter med en lige så unik konstellation, der ikke står til at blive sat sammen igen. Jo, måske i dele. Som det er sket med mange af Udenfor Sæsonens sammensætninger. Men aldrig rene gentagelser.

Tiltrækningskraft
En holdning som også er med til at sikre den fortsatte interesse for projektet – som både udgøres af lokale og turister (vi talte både med jyske og sjællandske tilrejsende i forbindelse med koncerterne).

Som Ole Ligaard, formand for Bornholms Kulturuge, siger det:

– Udenfor Sæsonen er på en måde identisk med kulturugen Når man taler om Udenfor Sæsonen taler man også om Bornholms Kulturuge – og omvendt.

– Et af formålene med kulturugen har fra start været at udvide turistsæsonen på Bornholm – og Udenfor Sæsonen tiltrækker altså turister. Der er 2000 mennesker, der tager til Bornholm netop på grund af kulturugen. Det gør den til vores 3. største begivenhed set på årsbasis, fortæller Ole Ligaard og nævner – bare som eksempel – at han ved lørdagens koncert i Rønne sad ved siden af et par fra Vejle, der var på 3-dages besøg netop på grund af Udenfor Sæsonen og Kulturugen.

Man ser frem til 17. sæson og de musikalske valg derovre…

– – –

Foto i top: Eivør og Helgi Jónsson i fælles nordatlantisk udbrud

Velfortjente blomster for sæson 16.