Det var en lille flok efterskoleelever, som fik fornøjelsen af Tunnelvision, da de spillede den sidste optræden på deres E-Tur. En turné som bød på i alt 10 efterskolekoncerter, en masse erfaring og en stor portion nye fans.

Tekst og Foto Mikkel Wenzel Andreasen

”Der er ikke hul igennem til stortrommen,” bliver der råbt til afvikleren på aftenens sidste koncert. Der bliver skruet febrilsk på hele miksepulten dog uden resultat, og med kun få minutter til koncertstart er det nervepirrende. Guitaren mangler også lyd og der er mærkelige klik-lyde fra udstyret.

Alligevel bliver der skiftet mellem tre jackstik, genstartet en computer, skruet på nogle kanaler, og i allersidste øjeblik falder det meste nogenlunde i hak. En hård start på den sidste koncert, men ikke noget, der slår bandet ud af kurs.

Sådan har det ikke altid været, og til det har E-Tur været en fremragende læremester.

”Mit mål inden E-tur var helt klart, at komme væk fra, at være nervøs over, om der var fejl i vores setup. Og efter den her turné er jeg klart mere rolig. Den her konstante række af koncerter har givet en masse erfaring, som har betydet, at jeg slet ikke på samme måde er nervøs over, at noget går galt. Det klarer vi,” siger Asger Kjær Kristensen, synth-mand og den ene halvdel af duoen Tunnelvision.

E-Tur har givet masser af erfaring

Både Asger Kristensen og hans medsammensvorne i duoen, Amalie Dallerup har været utroligt tilfredse med E-Tur. Muligheden for at spille så mange koncerter foran et publikum har betydet, at de begge har kunne lære, ændre og prøve nye ting af i deres optrædener fra dag til dag.

”Jeg forventede slet ikke at få så meget erfaring så hurtigt, som vi har gjort på E-Tur. Både os i bandet og afviklerne fra ROSA har været rigtig gode til at give kritik, og vi har rykket os sygt meget på vores performance,” siger Amalie Dallerup.

”Vi er blevet meget bedre til at connecte med publikum og mærke, hvordan vi skal afvikle vores koncert; om vi skal snakke mere eller spille mere, det kommer helt an på hvem vi spiller for. Og nogen af de reaktioner, vi har fået har været helt uventede – jeg tror ikke nogen af os havde troet, at man kunne gå helt amok til vores musik, så vi har helt sikkert lært, at vi får den energi ud af publikum, som vi selv lægger i dem,” siger Asger Kristensen.

Til venstre på vokal, Amalie Dallerup og til højre, Asger Kjær Kristensen på keyboard og synth.

Varme anbefalinger og masser af fans

Med koncerterne veloverstået, og 2018 godt i gang, glæder Tunnelvision sig også til at komme videre med deres musik. Der skal udgives en single og en ep, og bandet skal gøre sig tilgængelig på streamingtjenester, så de nye fans kan finde dem.

”Vi skal have udgivet vores musik, og der har ROSA gjort noget rigtig godt for os i kraft af, at vi er kommet ud og gennem E-Tur har spillet for en masse unge, som har givet en rigtig fed respons. Jeg tror der blev skabt mange nye fans ude på vores tur,” siger Asger Kristensen.

 

”Vi vil helt sikkert anbefale E-Tur til andre bands – det er en mega fed mulighed for at komme ud og spille en masse og få noget sceneerfaring,” siger Amalie Dallerup

Selvom det har været hårdt med så intenst et koncertforløb, så har Tunnelvision efter hver koncert haft lyst til at spille videre dagen efter.

”Vores næste koncert efter den her turné her bliver på Rust i København om halvanden måned, så der kommer til at være nogle grove abstinenser efter at spille indtil da,” siger Amalie Dallerup.